Foto: Lorry

3F trækker Marie Stærke støtte tilbage

Ledelsen i det 4000 medlemmer store fagforbund 3F Køge Bugt peger hverken på Marie Stærke eller Thomas Kielgast.

Ledelsen i det 4000 medlemmer store fagforbund 3F Køge Bugt peger hverken på Marie Stærke eller Thomas Kielgast som Socialdemokraternes borgmesterkandidat ved et kommende valg.
Den udmelding kommer fra 3F i dag onsdag, hvor fagforbundets ledelse har afholdt møde, skriver DAGBLADET Køge.
      På ledelsesmødet var der udtalt kritik af 3F-formand Flemming Svenning Andersens klare opbakning til borgmester Marie Stærke og tilhørende kritik af udfordrer Thomas Kielgast i DAGBLADET i fredags.
      - 3F har som faglig organisation ingen officiel holdning i denne sag, og jeg må konstatere, at ledelsen i 3F Køge Bugt er uenige i, at vi skal melde noget ud om det her, siger Flemming Svenning Andersen, som ikke lægger skjul på, at han »blev banket på plads« på dagens møde i ledelsen, som udover Flemming Svenning Andersen består af formændene for de fire grupper i 3F Køge Bugt og lederen af A-kassen.
      Personligt holder 3F-formanden dog fast i sin udmelding fra i fredags, hvor han blandt andet kritiserede Thomas Kielgast for overhovedet at stille op som spidskandidat.
      - Jeg står som privatperson og Socialdemokrat ved mine ord og min støtte til Marie Stærke, men det er mig som privatperson, der mener det, det er ikke 3F Køge Bugt og de 4000 medlemmer, siger Flemming Svenning Andersen.