3F i aktion: Tivoli-restauranter uden overenskomst

3F København kæmper med 14 virksomheder i Tivoli Food Hall, som ikke tilbyder en overenskomst til sine ansatte. Fredag demonstrerede de for fair arbejdsvilkår i Tivoli.

Et sted mellem 100 og 300 mennesker var fredag eftermiddag mødt op til juleaktion i Tivoli Food Hall. Foto: 3F

Siden november sidste år har man som tivoli-gæst eller sulten københavner kunnet få burgere, pizzaer, smørrebrød og kylling i Tivoli Food Hall, som ligger på hjørnet ved Vesterbrogade og Bernstorffsgade. 

Her ligger koncepter som Cock's & Cows, Gorms og Chicks By Chicks, men størstedelen af virksomhederne i Tivoli Food Hall tilbyder ingen overenskomst til sine ansatte.

Derfor holdt 3F København fredag eftermiddag en totimers lang juleaktion for at sætte fokus på fair arbejdsvilkår. 

- Vi håber naturligvis på en løsning for alle parter, og vi stiller os til rådighed dag og nat, hvis virksomhederne ønsker at genoptage vores forhandlinger, siger Bjarne Høpner, afdelingsformand i 3F København og tilføjer:

- Men vi kan ikke acceptere, at restauratører fortsat vil underbyde branchens sædvanlige og frivilligt aftalte overenskomstrammer for løn og diverse tillæg, vagtplaner, pension, løn under sygdom, et garanteret antal timer osv. 

Forhandlinger brudt sammen

Siden august har der været reelle forhandlinger om en overenskomst mellem virksomhederne og 3F København. Der ligger derfor et gennemarbejdet udkast om en aftale, som begge parter har forhandlet sig frem til. 

I november meldte virksomhederne imidlertidig tilbage, at de ikke længere er enige i vilkårene, oplyser 3F København i en pressemeddelse. Virksomhederne har ikke ønsket at uddybe, hvorfor de ikke vil fortsætte forhandlingerne. 

Derfor kridtede fagorganisationen fredag eftermiddag konfliktskoene over for ti ud af fjorten restauranter i Tivoli Food Hall. Konflikten indebærer blandt andet, at medlemmer af 3F ikke kan få anvist arbejde på de pågældende restauranter. 

- Der er tale om yderst veletablerede og professionelle virksomheder med solid økonomi, der skaber sig en unfair konkurrence fordel i forhold til de øvrige virksomheder i Tivoli, der alle giver deres medarbejdere ordnede forhold, siger Bjarne Høpner. 

Tivoli blander sig udenom

Ifølge Bjarne Høpner udgør virksomheder uden overenskomst en trussel for de øvrige restauranter i og omkring Tivoli, som omvendt arbejder under ordnede forhold.

Således handler konflikten om, at virksomhederne i Tivoli Food Hall får en unfair konkurrencefordel i kraft af, hvad de sparer på bekostning af personalet. 

- Over for gæsterne lægger man op til bæredygtig kvalitet med betegnelser som gourmet, økologi, certificerede fødevarer. Så bør man bestemt også forpligte sig på, at medarbejderne behandles anstændigt, udtaler Bjarne Høpner.

Administrerende direktør i Tivoli Lars Liebs har, ifølge Bjarne Høpner, meddelt, at Tivoli ikke vil blande sig i konflikten. Det skriver Ritzau.  

DRC: Uforstående over for konflikt

Brancheforening for danske restauranter og caféer DRC vil til gengæld gerne udtale sig om konflikten på vegne af virksomhederne i Tivoli Food Hall. Ifølge dem er det overraskende, at forhandlingerne nu er endt i en konflikt. 

-  3F har valgt at indlede en konflikt, selv om der har været en positiv dialog mellem flere af stadeholderne og 3F. Så det er vi selvfølgelig overraskede over, men det er jo 3F's ret at gøre det, siger direktør for DRC, Torben Hoffmann Rosenstock til Ritzau og tilføjer:

- Nu er der aftalt et møde med 3F på tirsdag, hvor vi vil prøve at genstarte dialogen, og så må vi se, hvad det fører til, siger han.

Nu håber Bjarne Høpner, at dagens aktion i Tivoli Food Hall vil sikre en ordentlig aftale i fremtiden.

- Alle andre Tivoli-partnere har anerkendt, at overenskomstdækning er en naturlig ting, når man driver en ansvarlig virksomhed, der vil bade sig i Tivoli-havens goodwill og internationale omdømme, udtaler Bjarne Høpner.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik