38-årig dømt til anbringelse for drabsforsøg på kæreste.

En 20-årig kvinde blev stukket ni gange af sin sindssyge kæreste og overlevede kun, fordi hun spillede død.

En 38-årig mand er torsdag ved Retten på Frederiksberg blevet dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling for drabsforsøg på sin kæreste.

16. december sidste år omkring midnat lå han og hans 20-årige kæreste i sengen i deres lejlighed i Brønshøj i København.

Pludselig overfaldt han sin kæreste med en kniv og stak hende i alt ni gange, blandt andet i halsen, i nakken og i øret.

Først da kvinden spillede død, holdt han op med at stikke med kniven. Efterfølgende sagde han til politiet, at han havde "stukket, til hun døde".

Men trods det brutale overfald overlevede kvinden.

I retten nægtede manden, der er erklæret sindssyg, sig skyldig i drabsforsøg, men erkendte sig skyldig i grov vold.

Men et enigt nævningeting fandt ham altså skyldig i drabsforsøg og dømte ham til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Det betyder, at han først kan forlade den psykiatriske afdeling, hvis retten beslutter det.

Den 38-årige mand valgte at tænke over, om han vil anke dommen til Østre Landsret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik