1 af 5

3400 virksomheder løb 5 kilometer: Her er de hurtigste

Tusindvis af kollegaer har løbet eller gået fem kilometer i Fælledparken denne uge under årets DHL Stafetten.

For 37. gang er DHL Stafetten blevet afholdt i København. Og i år deltog intet mindre end 3400 virksomheder, oplyser arrangøren Sparta Atletik & Motion. 

Mere end 120.000 kollegaer har altså løbet eller gået fem kilometer gennem Fælledparken, mens øvrige gæster har grillet og heppet. 

Og det betyder, at året har været et af de bedste nogensinde målt på antallet af deltagere, fortæller Dorte Vibjerg, direktør i Sparta Løb, til TV 2 Lorry:

- Vi var faktisk begyndt at have lidt færre tilmeldte i en årrække, men da vi sidste år introducerede vores 'walk and talk'-rute, for dem som ikke vil løbe om kap, steg antallet af gæster med over 10 procent. Og den udvikling er fortsat, siger hun. 

- Så i år har vi været tilbage på topniveau, hvis man kan sige det sådan. Løbet er blevet for alle. Jeg kan se, at mange mødte op i normalt arbejdstøj med en dåseøl i hånden for at gå de fem kilometer med deres kollegaer, og det er jo fantastisk, at der er også er plads til dem, tilføjer hun. 

Læs også Dansker vinder VM-bronze i ren Baywatch stil

Pengene går til idrætten

I alt har virksomhederne tilmeldt 24.300 forskellige løbehold med fem kollegaer på hver. 

Der er altså løbet 25 kilometer per hold, og nogle har haft godt fart i benene. I hvert fald har årets hurtigste hold været kun 3 minutter og 23 sekunder om at løbe en kilometer i gennemsnit. 

Det er et godt stykke hurtigere end TV 2 Lorrys hurtigste hold, der har været 4 minutter og 57 sekunder om at løbe en kilometer. 

Årets mange tilmeldte har genereret et millionbeløb til Spara Atletik og Motion, som er en non-profit organisation, der deler pengene ud til flere idrætsforeninger. Alle penge går altså til idrætten. 

Se alle resultater her. 

10 hurtigste virksomheder på 25 kilometer ved DHL 2017, København

TV 2 Lorry har sammenlignet virksomheder i kategorien mix - hold med både mænd og kvinder: 

Mikkeller DHL*
"Mikeller 3" - 1:24:28 - 3.23 min/km

NBRO**
"NBRO" - 1:27:25 - 3.30 min/km

Leo Pharma
"Leo Pharma 41" - 1:34:42 - 3.48 min/km

A.P. Møller Mærsk A/S
"Team Lyngby" - 1:36:14 - 3.51 min/km

Saint Gobain
"SG Glass Estonia" - 1:36:37 - 3.53 min/km

Rambøll 
"Elite" - 1:37:17 - 3.54 min/km

JP/Politikens Hus
"Fuglsang Finest" - 1:37:43 - 3.55 min/km

Boston Consulting Group
"Hold 1" - 1:38:10 - 3.56 min/km

Rigsrevisionen 
"Rigsrevisionen 2" - 1:38:40 - 3.57 min/km

Novo Nordisk A/S
"NN APX IT" - 1.39:42 - 4  min/km 

*Mikkeller DHL løbeklub har flere hold i top ti. Dette var deres hurtigste. 
**NBRO er en løbeklub.

(TV 2 Lorry - 1.54.42 - 4.57 min/km)