Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

34-årig får 12 år for drab med køkkenkniv

Mand fra Taastrup er ved Retten i Glostrup dømt i tilståelsessag. Han glemte legitimation på gerningsstedet.

En 34-årig mand fra Taastrup er ved Retten i Glostrup idømt 12 års ubetinget fængsel for drabet på en 52-årig bekendt i Klintehaven i Taastrup i august sidste år. Den 52-årige døde af knivstik og kvælning. Drabet skete, da den lidt yngre mand var på besøg hos kammeraten i dennes lejlighed.
Under besøget tog han en køkkenkniv og stak manden i brystet. Det lykkedes den 52-årige at flygte ud i sin have, men den yngre ven fulgte efter, fangede ham og kværkede ham, til han døde. Den 34-årige Danny Veggerby Kristensen har tilstået. Men han har ikke oplyst sit motiv, siger anklager Michael Winther, Københavns Vestegns Politi. Vidner, der overværede volden i august sidste år, ringede til politiet, der hurtigt fandt frem til den 34-årige på hans bopæl i Taastrup.