34-årig københavner skudt og dumpet i mergelgrav

Den mand, som nogle drenge tirsdag fandt i en mergelgrav ved Herlufmagle, er blevet dræbt af skud. Offeret er den 34-årige Jonathan Holst Nielsen fra København.

Den mand, som nogle drenge forleden fandt i en mergelgrav ved Herlufmagle, er blevet dræbt af skud. Det oplyser politiet fredag ved middagstid.

Offeret er den 34-årige Jonathan Holst Nielsen, lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Liget af manden blev fundet tirsdag i en mergelgrav, der ligger på en mark nær Suså Landevej.

Jonathan Holst Nielsen var bundet på hænder og fødder. På liget var fastgjort vægte. På den måde forsøgte gerningsmanden eller -mændene tilsyneladende at få liget til at synke til bunds i vandet, formoder politiet.

Den 34-årige boede i København. Han blev meldt savnet 25. januar i år.

Det var nogle drenge, der gjorde det uhyggelige fund, da de var ude for at finde et godt sted at fiske, har Sjællandske oplyst. Men i vandet fik de pludselig øje på liget.

De forskrækkede drenge ringede derefter til deres forældre, og så blev politiet alarmeret. Dykkere blev kaldt ud, og området blev afspærret. Siden har efterforskere og kriminalteknikere været sat ind i efterforskningen.

Ifølge en teori, som Ekstra Bladet fredag har refereret, kan drabet måske forbindes til et opgør om et parti hash. Tilsyneladende har nogen ment, at den 34-årige skulle have stjålet illegale varer fra en hashliga, skriver bladet.

Imidlertid ønsker vicekriminalinspektør Søren Ravn-Nielsen fredag ikke at udtale sig om teorien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik