Arkiv Foto: TV 2 Lorry

31-årig fængslet for knivstik i Greve

31-årig varetægtsfængslet efter et knivstikkeri tirsdag aften i Greve. Offeret er uden for livsfare.

En dommer ved Retten i Roskilde bestemte sig onsdag eftermiddag for at varetægtsfængsle en 31-årig mand. Manden er sigtet for et drabsforsøg tirsdag aften i Greve.
- Han er blevet fængslet i godt og vel tre uger frem til den 29. marts, fortæller efterforskningsleder Jacob Olsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ved epsioden tirsdag aften blev en 25-årig mand ramt af flere knivstik i overkroppen. Han blev efterfølgende opereret på Køge Sygehus, hvor han blev erklæret uden for livsfare.
Jacob Olsen fortalte tirsdag aften til Ritzau, at det 25-årige knivoffer er kendt af politiet i forvejen. Han forventer også, at motivet til drabsforsøget skal findes i uoverensstemmelser i det kriminelle miljø.
- Den slags sker jo ikke for dig og mig, men vi er ved at efterforske det, så jeg kan ikke sige mere om det på nuværende tidspunkt, siger Jacob Olsen.

I løbet af onsdagen har det været fremme, at den 31-årige mand, som nu er fængslet i sagen, spiller en ledende rolle i banden Black Cobra.
- Det kan vi ikke sige noget om endnu. Vi er som sagt ved at efterforske, hvordan det hele hænger sammen, siger Jacob Olsen.