3.000 har chattet med en præst - og det behøver ikke handle om gud

For et år siden åbnede folkekirken en chat, hvor man kunne lette hjertet for en præst. Et år efter viser det sig, at tjenesten har været populær.

"Du taler nu med præsten. Hvad kan jeg hjælpe med?"

I en tid, hvor der ikke ligefrem er bugnende kirker, kan det måske overraske, at et online tilbud, hvor man kan chatte med en præst, er populært.

quote Mange skriver, at det er første gang, de har haft kontakt til en præst. "Kan man virkelig snakke sådan med en præst", skriver de.

Pernille Hornum, præst og leder af Sjælesorg på nettet

Det hele blev skudt i gang for et år siden i Vor Frue Kirke i København, hvor den første chat blev vist på storskærm. Dengang sagde biskoppen i Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, at der var særligt brug for en chat med en præst i Hovedstaden, hvor mange ikke er tæt tilknyttet til en præst.

- Vi er mange mennesker, og vi er mange mennesker, der løber forbi hinanden, så vi har brug for den her yderligere mulighed. Men jeg håber også, at der kan gøre et spring, fra den verden, hvor man chatter, til en verden, hvor man tør at gå hen til en nabo eller banke på hos præsten, sagde han. 

Det behøver ikke at handle om gud

Et år efter er tallene gjort op - og 2.706 mennesker skrevet til og chattet med en præst. Og det er leder af "Sjælesorg på nettet", præsten Pernille Hornum, godt tilfreds med.

Hvad er sjælesorg på nettet?

  • Sjælesorg betyder omsorg for sjælen og dækker over en gratis fortrolig chat med en præst.
  • Præsterne har på det seneste år skrevet med 2.706 
  • 6.100 har skrevet til chatten uden for åbningstiden.
  • Sjælesorg på nettet blev lanceret den 1. februar 2017 som et tre-årigt forsøg.
  • Fem præster sidder bag tastaturet.
  • Indsatsen har fået bevilliget 8,3 mio. kr. over tre år.
  • Chatten er åbent mandag - torsdag klokken 13.30 - 17.00 og 19.00 -22.30. Tirsdag er chatten også åben klokken 9.00-12.30.
Kilde: Sjælesorg på nettet

- Der er ret mange, der har benyttet sig af tjenesten. For det siger noget om, at der er mange måske ensomme mennesker, der har behov for bogen at dele sine tanker og bekymringer med, siger hun.

- Det behøver ikke kun at handle om tro og tvivl. De helt unge skriver om kærestesorger og hemmelige forelskelser, mens de ældre skriver om eksempelvis utroskab. Man behøver ikke kun at tale med en præst, hvis det handler om gud. Det er for alle, siger Pernille Hornum.

Sådan så det ud, da Sjælesorg på nettet åbnede for et år siden.

Overgreb, mobning og præstationsangst er også blandt emnerne, som folk gerne vil chatte med en præst om. (I bunden af artiklen kan du se et fiktivt eksempel på en chatsamtale)

I 2017 troede halvdelen af danskerne ikke på gud, viste en Megafon-undersøgelse lavet af Politiken og TV 2. 

At gå ad samme vej

Pernille Hornum tror, at tjenesten er så populær, fordi man kan chatte om alt. Mange andre chattjenester har bestemte kriterier for, hvad man kan chatte om - eksempelvis ensomhed eller overgreb. 

Og så er præster gode at tale med.

- Præster er vant til at lytte. I teologi kalder man det "at medvandre" - altså man går et stykke af vejen med et andet menneske. På en chat, hvor man ikke kan se, at vi lytter, må man spørge aktivt ind, siger hun og tilføjer:

- Men vi er ikke eksperter på alle områder, og derfor henviser vi til andre, hvis vores kompetencer slipper op. Vi henviser eksempelvis til Livslinjen, hvis det er alvorligt, eller også sender vi folk videre til vores lokale præster, så de kan få en snak ansigt til ansigt.

Her kan du se en kampagnevideo fra Sjælesorg på nettet

Chat fører til samtaler i den virkelige verden.

Den københavnske biskops ønske om, at en chat kan åbne op til at tale sammen i virkeligheden, har vist sig at holde stik, fortæller Pernille Hornum. 

- Mange skriver, at det er første gang, de har haft kontakt til en præst. "Kan man virkelig snakke sådan med en præst", skriver de, og så vil de gerne gøre det ansigt til ansigt. Jeg tror, at chatten gør, at man får et mindre fremmedgjort forhold til kirken. Dørtrinnet i kirken sænkes lidt, siger Pernille Hornum.

Du kan chatte med en præst på denne hjemmeside

Sådan kan en chat med en præst se ud:

Vi har spurgt Pernille Hornum, hvordan en chat typisk foregår. Hun har opdigtet et eksempel, da alle samtaler er fortrolige. Læs med her:
 
  • Konfident : Hejsa.
  • Præst: Hejsa
  • Konfident: Jeg skriver, fordi jeg går og er i tvivl... Jeg er mor til en et-årig og en tre-årig - og jeg føler på ingen måde at jeg slår til!
  • Præst: Hvad er det, du oplever, der er svært at slå til med?
  • Konfident: Jeg føler, at de begge vil mig på samme tid, og at jeg jo ikke kan dele mig i to, og jeg har samtidig et brændende ønske om at have noget frihed.
  • Præst: Ja, det kan være hårdt, når man som mor får følelesen af ikke at slå til.
  • Konfident: Jeg ender som oftest med to grædende børn, også sidder jeg der i midten, og aner ikke hvad jeg skal gøre.
  • Præst: Har du mulighed for at få hjælp til dine børn?
  • Konfident: Jeg har en virkeligt sød mand, som hjælper rigtigt meget, men han kan jo ikke være der hele tiden. Og det er hver gang jeg er alene, så rykker de i hver retning.
  • Præst: Ofte kan vi få følelesen af ikke at slå til, fordi vi har meget høje forventninger til os selv og så gerne vil være de perfekte mødre.
  • Konfident : Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle give mine børn en bedre barndom.
  • Præst: Jeg tænker på, hvad du gør helt konkret, når du oplever, at de hiver i dig begge to?

Ovenstående chatsamtale er fiktiv, men et eksempel på hvordan det typisk foregår, når man chatter med en præst. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik