300 i protest mod nyt hospital

Hospitalerne i Frederikssund og Helsingør skal lukkes sammen med Frederiksberg og et af Amagers to nærhospitaler, og der kommer et nyt stort storhospital i Hillerød og på Bispebjerg. Det stod klart efter tre en halv times ophedet debat i regionsrådet om en justeret hospitalsplan, skriver Frederiksborg Amts Avis

Til gengæld ligger det ikke fast, hvor Hillerød-hospitalet kommer til at ligge. 300 demonstrerende Hammersholt-borgere fik således en halv sejr med hjem efter deres protester og indsigelser mod en placering syd for Ny Hammersholt. Et flertal i regionsrådet gav nemlig borgerne ret i, at en 27 sider lang screening af af fire mulige byggegrunde foretaget af Rambøll ikke er nok grundlag til at træffe en endelig placeringsbeslutning på.
- Vi fik rapporten lige før pinse, og det er altså ikke nok tid til at køre en ordentlig proces. Nu skal vi i dialog med Hillerød Kommune og høre borgerne, før vi træffer en endelig beslutning, sagde således Venstres Bent Larsen.
S, SF, Radikale, Venstre og løsgængeren Andreas Røpke stemte for den ny hospitalsplan, mens Konservative, DF og Enhedslisten stemte mod at lade lukningen af nærhospitaler medfinansierere byggeriet af det nye hospital i Hillerød og på Bispebjerg.
Undervejs var debatten ophedet. De tre partier, som står uden for forliget, beskyldte især S og Venstre for vælgerbedrag ved ikke at have ført valgkamp på hospitalslukninger, mens forligspartierne omvendt mente, at modparten lukkede øjnene for de økonomiske realiteter.
- Vi har fyret 1000 medarbejdere her i foråret, og vi skal nu spare yderligere 80 millioner kroner. Vi er tvunget til at finde en måde at rationalisere driften af hos-pitalerne på. Vi kan ikke opretholde 13 hospitaler, sagde den radikale Kirsten Lee.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik