30 års indsatser mod ghettoer er uden virkning

En gang ghetto, altid ghetto, lyder konklusionen i en ny rapport om 31 udsatte boligområder i Danmark.

Trods en lang række ghettopakker og tocifrede milliardbeløb er sammensætningen af beboerne i socialt belastede boligområder den samme som for 30 år siden.

Det viser en ny undersøgelse, som Kraks Fond Byforskning står bag, skriver Berlingske.

Meget enkelt sagt lyder konklusionen: en gang ghetto, altid ghetto.

quote Hvis det var nemt, havde vi jo løst det for længst.

Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje Taastrup Kommune

Forskerne har kigget på de 31 udsatte boligområder, som kom på den foregående regerings såkaldte ghettoliste i 2014.

Andelen af beboere, som er arbejdsløse, uden uddannelse, kriminelle eller har lav indkomst, har stort set ikke forandret sig siden 1985.

Gruppen af indvandrere og efterkommere udgør dog i dag omkring halvdelen af beboerne mod ti procent for 30 år siden. 

De veluddannede flytter, mens problemerne flytter ind

En del af forklaringen er, at beboere i ghettoerne, som får et job eller en uddannelse, flytter. Og de, der flytter ind, har større sociale problemer, skriver Berlingske.

Men der er formentlig også positive resultater af de seneste års indsatser, som ikke kan aflæses i undersøgelsen.

Det siger Cecilie Dohlmann Weatherall, der er en af forskerne bag, til avisen.

quote Men har formålet været at ændre beboersammensætningen i de udsatte områder, så har pengene ikke været givet godt ud.

Cecilie Dohlmann Weatherall, forsker bag Kraks Fond Byforskning

 - Der er masser af effekter omkring sundhed, børns uddannelse og andet, som vi ikke kan se af vores undersøgelse. Og de mange indsatser har givetvis hjulpet nogle.

- Men har formålet været at ændre beboersammensætningen i de udsatte områder, så har pengene ikke været givet godt ud, fastslår hun.

Og målet er at ændre beboersammensætningen. Det fastslår Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje Taastrup Kommune.

Problemets fulde omfang er bare ikke blevet erkendt i de tidligere ghettopakker. De har snarere haft som formål at signalere handlekraft, mener han.

- Hvis det var nemt, havde vi jo løst det for længst. De ting, vi har gjort, har trukket i den rigtige retning, men har ikke været stærke nok til at modvirke den dynamik, der er på boligmarkedet, siger han til Berlingske.

V-regeringen planlægger at lave endnu en ghettopakke. Pakken vil i så fald være den sjette siden 1994. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik