3-årige Kevin er blevet fundet. Det melder Københavns Vestegns Politi.
Det sker efter, at Københavns Vestegns Politi i samarbejde med Fyns Politi mandag formiddag stoppede en bil ved Middelfart. I bilen befandt sig den 3-årige dreng, der har været væk siden i lørdags, og drengens 30-årige far.
Bilen blev stoppet, da faderen angiveligt var på vej hjem med sønnen, efter at de havde været i Tyskland, selv om faren ikke har forældremyndighed over drengen.
Kevin har det godt, han har ikke lidt overlast - og han er nu på vej hjem til sin mor.
TV 2 Lorry har været i telefonisk kontakt med Kevins mor, Perle Lindholm Christensen.
- Jeg skal hente ham i Korsør. Jeg har det rigtig, rigtig godt. Jeg glæder mig så meget til at se ham, siger Perle Lindholm Christensen til TV 2 Lorry.