29-årig fængslet for at stjæle bænke og granitsten

En 29-årig mand er varetægtsfængslet for tyveri af bænke, granitsten og cykelstativer i København.

Fem bænke, 50 paller med granitsten og 19 cykelstativer er ifølge Københavns Politi blevet stjålet af en 29-årig mand, som tirsdag blev varetægtsfængslet i 13 dage ved Dommervagten i København.

Politiet leder fortsat efter flere indtil videre ukendte medgerningsmænd, og fængslingen fandt sted, da dommeren mener, at den 29-årige kan forpurre efterforskningen på fri fod.

Den 29-årige mand erkender sig skyldig i sigtelsen om at have stjålet tre bænke til en samlet værdi af 60.000 kroner ved Botanisk Have i København mellem 2. maj og 5. maj i år. Han nægter dog at have gjort det med andre gerningsmænd.

Han nægter også at have stjålet 19 cykelstativer til en samlet værdi af 19.000 kroner fra et ukendt sted og to københavner bænke på Kastrupvej.

Politiet har også sigtet den 29-årige for i flere omgange at stjæle paller med granitsten fra en byggeplads på Ørestads Boulevard på Amager. I alt mistænker politiet manden for at stjæle 50 paller i marts til en samlet værdi af 378.000 kroner.

Dette nægter den 29-årige mand også at have noget med at gøre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik