00:30

Om eftermiddagen den 15. juni mistede en blot toårig dreng livet på Vester Kirkegård.

285 farlige gravsten lagt ned efter 2-årigs død

285 ustabile gravsten er blevet væltet af kommunen, efter at en toårig dreng i juni døde i forbindelse med leg på Vestre Kirkegård.

15. juni døde en toårig dreng, da en gravsten væltede ned over ham på på Vestre Kirkegård. Den lille dreng var sammen med sine forældre på kirkegården, og ulykken skete i forbindelse med leg.

Efter det tragiske dødsfald meldte Københavns Kommune, at man ville gennemgå samtlige gravsten og monumenter på kommunens fem kirkegårde.

Gennemgangen har nu resulteret i, at kommunen har væltet 285 gravsten, fordi de var så ustabile, at de kunne være til fare for forbipasserende. Det fremgår af en opgørelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen, skriver Berlingske.

Læs også 2-årig død: Ungt forældrepar legede med dreng på kirkegård

Københavns Kommune har i alt gennemgået 1115 monumenter, og kommunen forventer at færdiggøre kontrollen af byens gravpladser i næste uge. Man regner på det tidspunkt med at have testet 2000 gravmonumenter. Yderligere 10.000 monumenter skal i den kommende tid efterses, skriver Berlingske.

Kommunen kontrollerer stenene ved en test, hvor man trækker i gravminderne med en belastning på 35 kilo. Hvis monumentet rykker sig ved belastningen, vurderes monumentet at være til fare og lægges ned. Kontrollen gælder monumenter, der er mindst 60 centimeter høje og står på de fem kirkegårdes åbne arealer. 

Københavnerne er stadig meget velkomne til at benytte sig af de rekreationelle arealer på kirkegårdene, lyder det fra kommunen. 

- Hvis man bevæger sig helt almindeligt på kirkegården, så er der ikke nogen fare eller risiko. Men man skal ikke bevæge sig ind på gravstederne, og man skal ikke røre ved monumenterne. Det har heller aldrig nogensinde været meningen, siger Jon Pape, der er serviceområdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen, til Berlingske.

Læs også 2-årig drengs tragiske død får konsekvenser for kirkegårde

Gravstenen, der væltede ned over drengen på Vestre Kirkegård, var en cirka 1,2 meter høj granitsten, der var placeret på en sokkel af granit. Selve gravstenen var fastgjort med tjære, og der var ikke synlige problemer med gravstenen.