27-årig mand sendes i fængsel for knivdrab

Stefan Paludan Christensen blev dræbt af fire knivstik i ryggen. Nu er en 27-årig mand idømt ni år for drabet.

Den 22-årige Stefan Paludan Christensen mistede livet sidste forår, da han under et masseslagsmål i Hvidovre blev stukket fire gange i ryggen med en kniv.

Onsdag har et nævningeting ved Retten i Glostrup idømt den 27-årige Cihan Yilmaz ni års fængsel for drabet, der skete på en parkeringsplads ved Avedøre Svømmehal i april sidste år.

Mellem 10 og 15 mennesker deltog i det fatale slagsmål, hvor der blev brugt forskellige slagvåben og værktøj.

Ifølge den dømtes forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, har retten blandt andet lagt vægt på de dramatiske omstændigheder, som drabet skete under.

- Man har valgt at idømme ham ni års fængsel, blandt andet fordi hans handling grænser til nødværge. Men retten har samtidig gjort det klart, at der ikke var tale om lovligt nødværge, siger han.

Begyndte som banalt trafikskænderi

De rivaliserende grupper gik 23. april amok på hinanden på grund af et banalt trafikskænderi og efterfølgende hærværk på en bil.

Bilens ejer og hans to brødre opsøgte senere samme aften det 22-årige offer, der opholdt sig på gerningsstedet sammen med en flok kammerater. Her udbrød der tumult, og den 22-årige blev stukket fire gange.

Det 22-årige offer blev efter masseslagsmålet bragt til skadestuen i Hvidovre med hjertestop, og lægerne måtte opgive at redde hans liv.

Umiddelbart efter drabet blev de tre brødre anholdt ikke langt fra gerningsstedet. De blev alle varetægtsfængslet og sigtet for drabet, men de to blev senere løsladt.

Det er den yngste bror, som nu er dømt for drabet.

Hans forsvarsadvokat har endnu ikke besluttet, om onsdagens dom skal ankes.

- Vi er ikke tilfredse med, at han ikke er blevet frifundet, og vi vil overveje at anke, siger Michael Juul Eriksen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik