Foto: TV 2 Lorry

27-årig gør politisk komet-karriere

Den konservative Mette Abildgaard bliver sit partis politiske ordfører fra på tirsdag

Mette Abildgaard er valgt til Folketinget i Nordsjællands Storkreds, og har frem til nu været partiets ordfører på grønnne områder, miljø, energi og klima. Det er ordførerskaber, hun beholder, og hun fortsætter også som ordfører for sundhed, psykiatri og forebyggelse. Og så kommer hun  til at indgå i forhandlingerne om en gymnasiereform.

Den 27-årige politiker er uddannet cand.soc, og før valget arbejdede hun som kommunikationskonsulent på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg.

Med posten som politisk ordfører får hun en en hel del ekstra at se til.

-Nogle af de forhandlinger, som jeg ser mest frem til, er gymnasieforhandlingerne og forhandlingerne om henholdsvis naturpakken og sikringen af vores kyster i forbindelse med en ny planlov. Her vil det blive tydeligt, at Det Konservative Folkeparti er det borgerlige parti, som kæmper for mere dannelse og et højere fagligt niveau i gymnasiet, og at vi er det parti, som kæmper for mere urørt natur og for at sikre vores kyster mod unødigt byggeri, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Under den seneste valgkamp fulgte vi Mette Abildgaard og den socialdemokratiske konkurrent Morten Bødskov. Den udsendelse kan du se her.

Posten som politisk ordfører er midlertidig. For Mette Abildgaard skal afløse politikerkollegaen Mai Mercado, der venter sit andet barn og derfor går på barsel i slutningen af denne måned.

Mette Abildgaard er i dag formand for Folketingets ligestillingsudvalg. Den post forlader hun.