26-årig er fængslet for drabsforsøg i Ishøj

Skænderi mellem to grupper førte til, at en mand trak en pistol og sårede 21-årig i benet. 26-årig fængslet.

En 26-årig mand er onsdag ved Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg 12. april i Ishøj, hvor en 21-årig blev ramt af skud i benet.

Den 26-årige nægter sig skyldig, oplyser advokaturchef Susanne Bæk Nielsen fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og politiet kan derfor ikke sige, hvilke beviser de har mod den 26-årige.

Drabsforsøget fandt sted ved Jægerbuen i Ishøj, men forløbet minder ikke umiddelbart om den seneste tids skyderier i bandemiljøerne.

Normalt er skyderierne planlagte aktioner, hvor gerningsmændene hurtigt kører væk og sætter bilen i brand for at slette spor.

- Det viser sig, at to grupper var mødtes, men om det var aftalt i forvejen eller tilfældigt, ved vi ikke, sagde vagtchef Henrik Andreasen fra Københavns Vestegns Politi kort efter skudepisoden.

- Der opstår et skænderi og slagsmål, og det kulminerer, da en person trækker en pistol og skyder, fortalte vagtchefen.

I alt er der afgivet fire-fem skud ved episoden, som fandt sted cirka klokken 17 den 12. april.

En 21-årig mand rammes i det ene ben af et enkelt skud, men han har ikke været i livsfare på noget tidspunkt.

Offeret har en temmelig perifer tilknytning til et bandemiljø, lød det fra politiet.

Straks efter opgøret kørte to biler væk fra stedet, men en politipatrulje fik stoppet den ene bil. Her sad den sårede mand som passager.

Skyderiet skete mindre end et døgn efter, at ukendte gerningsmænd løsnede mindst 30 skud i Lundtoftegade på Nørrebro i København. En 19-årig mand blev livsfarligt såret af skud i nakken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik