2562 fartsyndere blev knipset på motorvej

Mange billister ser stort på vejarbejdet vest for København. Politiet er foruroliget, lyder det.

Politiet fortsætter med at knipse stribevis af billister med for høj fart ved vejarbejdet på Køge Bugt Motorvejen.
Alene torsdag fangede kameraerne ved afkørsel 25 ved Vallensbæk over tusind billister, som kørte hurtigere, end de måtte, og dermed ryger det samlede antal op på 2562 fartsyndere for kun tre dages målinger.
- Jeg er foruroliget over, at så mange ser stort på hastigheden, når der går folk og arbejder, udtaler vicepolitikommissær Thomas Jørgensen, Københavns Vestegns Politi, i en pressemeddelelse.
Der er for tiden vejarbejde i begge retninger ved afkørslen, hvor vejbanerne er snævret ind, og fartgrænsen er nedsat fra 110 til 70 kilometer i timen.
Af de 1.052 billister, der torsdag trykkede for hårdt på speederen, vil 139 få et klip i kørekortet. Fire rigtigt slemme fartsyndere vil endda få deres kørekort frakendt betinget, fordi de overskred fartgrænse med over 60 procent.
Målingerne skete med to såkaldte ATK-vogne - én i hver retning - fra klokken 9.30 til 13.30, og Københavns Vestegns Politi bebuder flere målinger samme sted i næste uge.
Færdselsbetjentene i Syd- og Sønderjyllands Politi har også skrevet flittigt på deres bødeblokke de seneste uger.
Det er sket i forbindelse med en række færdselskontroller i politikredsen, hvor der er blevet uddelt ikke færre end 1086 bøder.
- Det er et ret omfattende resultat, hvoraf en meget stor andel omhandlede overtrædelse af hastighedsbestemmelserne og manglende brug af sikkerhedssele, siger operativ leder af færdselspolitiet Kenneth Benfeldt.
- Det er overraskende, når man tænker på, at netop disse to faktorer har afgørende betydning for udfaldet af et trafikuheld, siger han.
Færdselskontrollerne er gennemført i ugerne 37 til 39. Fokus i den første uge var kørsel uden sikkerhedssele, og 351 personer blev skrevet for at ikke at være fastspændt.
I de følgende uger havde politiet fokus på hastighed og spiritus samt cykler og knallerter.
Det resulterede blandt andet i 154 fartbøder til billister med for meget benzin i blodet og 109 fartbøder til knallerter, der havde for meget fart på.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik