Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

25-årig mand fængslet for drabsforsøg

En 25-årig mand er fængslet i fire uger for drabsforsøg på en 35-årig kvinde. Politiet kan endnu intet sige om deres relation.

Et blodigt drama udspillede sig torsdag morgen på et kollegium på Vognporten i Albertslund. Her blev en 35-årig kvinde alvorligt såret af knivstik.

- Da hun blev indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, var meldingen, at hendes tilstand var kritisk, men vi har lige fået at vide, at hun er stabil, fortalte Jens Møller, der er vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, torsdag formiddag til Ritzau.

Politiet har anholdt en 25-årig mand i sagen, som bor i den lejlighed, hvor knivstikkeriet fandt sted.

Han blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 8. maj, sigtet for drabsforsøg.

Det var en forbipasserende på gaden, som anmeldte den dramatiske episode til politiet.

- Anmelderen ser kvinden komme ud på gaden stærkt blødende fra halsen. Da vi kommer til stedet, er forurettede der, men ambulancen er ikke kommet endnu, fortæller Jens Møller.

Politiet anholdt i den forbindelse den 25-årige mand, som befandt sig i lejligheden. Det foregik ifølge Jens Møller uden dramatik.

Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke noget nærmere om, hvilken relation offeret har haft med den formodede gerningsmand.