Mindst tre skud blev affyret og flere biler ramt, men heldigvis blev ingen såret.
- Ved Rughavevej finder vi tre afskudte hylstre og en pistol, siger Kenneth Jensen fra Københavns Politi til Ritzau.
Forud for skyderiet var gerningsmanden kommet op at slås med en 17-årig dreng. De to fik jagtet hinanden ned til Toftegårds Plads.
Den 17-årige var sammen med en gruppe, men det står endnu ikke klart for politiet, om gerningsmanden også var sammen med andre eller dukkede op alene.
- Vi er stadig i gang med de tekniske undersøgelser og med at afhøre forurettede og vidner, siger den centrale efterforskningsleder.
Siden skyderiet i nat har politiet jagtet den formodede gerningsmand, der i forvejen er kendt af politiet.
Her til formiddag lykkedes det at anholde en 25-årig mand, der nu er sigtet for drabsforsøg på den 17-årige.
Politiet afviser at skuepisoden er banderelateret.