24-årig fængslet for dramatisk bankrøveri

Betjent affyrer to varselsskud under bankrøveri i Hillerød. 24-årig er nu varetægtsfængslet.

En 24-årig mand har erkendt chauffør-rolle i et røveri mod Danske Bank i Hillerød tirsdag, og onsdag valgte en dommer ved Retten i Hillerød at varetægtsfængsle ham i fire uger, oplyser Nordsjællands Politi.

En politimand affyrede to varselsskud i jorden, da han skulle anholde den 24-årige, mens en medgerningsmand stak af fra politiet. Ingen blev dog ramt.

- Han har erkendt, at han var chauffør, men han nægter at sige et pip om medgerningsmanden, siger anklager Rikke Hald til Ritzau.

To personer ankom til banken på en knallert, hvor den ene person sprang af og gik ind i banken. Her truede han med kniv og fik udleveret kontanter, hvorefter han løb ud og forsvandt bag på knallerten.

Patruljer kom til stedet, hvor det lykkedes en politimand at foretage anholdelse af den 24-årige, der er kendt for lignende kriminalitet af politiet.

Gerningsmanden på fri fod beskrives som 20-30 år, 170-175 centimeter høj og af dansk oprindelse.

Politiet har sikret sig røverudbyttet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik