23-årig mand tilstår storbrand i København

En 23-årig mand har meldt sig selv til politiet og tilstået, at han står bag syv påsatte brande i København. Her i blandt storbranden i Klerkegade.

En psykisk syg ung mand har tilstået, at han står bag storbranden i Klerkegade i København d. 2. juli. Den 23-årige siger selv, at han har i alt syv brande på samvittigheden.

Den 23-årige meldte sig i går på Station City i København. Her forklarede han, at han var træt af at høre stemmer og gerne ville tilstå brandstiftelserne, oplyser politiet til TV 2 Lorry.

- Han sagde, at stemmerne sagde til ham, at han skulle starte de her brande. Han får noget medicin, og han nævnte også noget med skizofreni. Han virkede dog helt normal, siger politikommissær René Espeløv Hansen fra Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Ud over branden i Klerkegade har den 23-årige tilstået seks andre brande - fire i Kronprinsessegade og to i Store Kongensgade. Brandene fandt mellem 2. juni og 6. juli.

- Enhver kan jo komme og sige, at de har sat ild til en hel masse, men han kan forklare, hvordan brandene er påsat, og han havde samme tøj på, da han meldte sig, som en mand vi har fanget på overvågningskameraer. Der er ikke noget, der tyder på, at han lyver, siger politikommissær René Espeløv Hansen til TV 2 Lorry.

Den 23-årige er blevet varetægtsfængslet frem til den 10. august.

Han sigtes for brandstiftelser efter straffelovens § 181, der har en strafferamme på seks års fængsel eller op til 10 år under særligt skærpende omstændigheder. Der har dog ikke været personer i fare under brandstiftelserne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik