Foto: TV 2 Lorry

21-årig dræbt i trafikulykke i Tåstrup

Storebror mistede herredømmet over bil i en kurve på motorringvej i Tåstrup og ramte et træ.

En 21-årig mand mistede natten til søndag livet, da han i en kurve på Motorring 4 ved Tåstrup mistede herredømmet over sin personbil og ramte et vejtræ.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Han ryger af vejbanen i en kurve og rammer et træ. Han dør desværre, siger vagtchef Henrik Andreasen til Ritzau.

Politiet får meldingen klokken 01.27.

Den dræbtes 17-årige lillebror sad på passagersædet, men han er uden for livsfare.

Han modtager dogbehandling på Rigshospitalets Traumecenter på grund af de skader, han har pådraget sig, fortæller vagtchefen.

Brødrenes pårørende er blevet underrettet om ulykken.

Årsagen til ulykken er endnu ikke kendt. Den skete i sydgående retning i en kurve, der leder Motorring 4 ind til Holbæk-motorvejen.