Foto: Bax Lindhardt / Scanpix / TV 2 Lorry

2017-budgetter giver boost til børnene: Her falder pengene

Hvordan ligger landet efter nytår? TV 2 Lorry har søgt en del af svaret i regnearkene. Vi tegner de store linjer i 2017-budgetterne og giver prognose.

Netop i disse uger bliver der givet håndtryk i massevis rundt omkring i byrådssalene.

Kommunalpolitikerne er i gang med at forhandle nye budgetter, og i 30 af Lorrys 34 kommuner har flertallet nu indgået et forlig. Kun Albertslund, Brøndby, Halsnæs og Hvidovre kommune er endnu ikke nået frem til en aftale.

TV 2 Lorry har talt med kommunerne i vores sendeområde for at få et indtryk af, hvad vi som borgere kan forvente os af det nye år: På hvilke områder bliver der flere og færre penge på budgettet?

Mere børnevenligt

Og der er godt nyt til børnene.

- Det er noget af det allervigtigste for mig – at vores fælles skole fungerer, så vores børn har en hverdag, hvor de kan lære og lege i en ordentlige rammer, lyder det fra overborgmester i København, Frank Jensen, i en pressemeddelelse om kommunens budgetforlig.

Og Frank Jensen er ikke ene om det synspunkt.

Skolebørnene er nemlig prioriteret højt af mange kommuner. Ud af de 16 kommuner, der har oplysninger deres anlægsbudget næste år, har 13 af dem angivet, at de har flere penge til folkeskolerne.

I kommunerne Allerød og Solrød bygges der eksempelvis bedre faglokaler, Dragør Kommune planter penge i at gøre skolernes ude-arealer bedre og i København er planen at få alle kommunens 70 folkeskoler moderniseret.

Det samme tendens finder man hos daginstitutionerne. Også her har 13 kommuner plus på byggebudgettet sammenlignet med 2016. Rudersdal Kommune bygger for eksempel en ny daginstitution, og i Glostrup renoverer de legepladserne.

Se herunder om din kommune er i blandt:

I disse kommuner får børnene flere penge Foto: TV 2 Lorry

Mere effektivt

Men hvis der bliver guldregn over børnene, hvor hentes pengene så fra?

Ikke fra skatteborgernes lommer. Ingen af kommunerne har planlagt højere personskatter – to kommuner, Gladsaxe og Tårnby, sætter dem sågar ned.

Mange af kommunerne svarer, at det heller ikke er på nogle af de områder, som Lorry har spurgt til, at der bliver tørke. Derimod sker besparelserne næsten alle steder i administrationen.

Det hænger sammen med regeringen og Kommunernes Landsforenings aftale om, at kommunerne skal have en mere effektiv administration.

Lidt mindre kulturelt

Undersøgelsen afslører dog også et andet område, som gør sig negativt bemærket på bundlinjerne: Kulturtilbuddene har næste år et mindre driftsbudget hos knap halvdelen af kommunerne.

I Hillerød Kommune rammer nedskæringerne blandt andet FrederiksborgCentret og biblioteket, ligesom der er færre penge til biblioteket i Hørsholm, og en mindre lærernormering på vej til Musikskolen i Stevns.

Og selvom København kommune melder om flere penge til kulturen, er der også her kulturtilbud, der bliver ramt. TV 2 Lorry kunne d. 16. september fortælle, at der i deres nye budget ikke er tilskud til det populære spillested Pumpehuset, som derfor er lukningstruet.

03:43

Pumpehuset er lukningstruet

Luk video

På kortet nedenunder kan du se, hvordan det ser ud med kulturbudgettet i din kommune.

Kommunebudgetterne for 2017 Foto: TV 2 Lorry

Endnu ikke vedtaget

Intet er dog endeligt afgjort. Små justeringer kan nå at finde sted. Kommunernes budgetforlig mangler nemlig stadig deres endelige vedtagelse, som i de fleste kommuner sker i starten eller midten af oktober.

Sådan har vi gjort

TV 2 Lorry har spurgt kommunerne, om der er ændringer i personskatten og grundskylden.

Derudover har vi spurgt til budgettet på fire af de store og borgernære områder:

Daginstitutioner, skoler, kultur og ældre. Er det nye budget fra 2017 større, mindre eller uændret i forhold til 2016 (korrigeret for befolkningstilvækst/-fald)?

Nogle af kommunerne har ikke kunnet oplyse os om deres anlægsbudgetter på de enkelte områder.
Budgetsammenligninger fra Frederikssund, Høje-Taastrup, Roskilde og Tårnby Kommune mangler.