Sådan så det ud i formiddags, da eleverne fra Magleblikskolen demonstrerede foran rådhuset i Halsnæs. Foto: TV 2 Lorrry

200 elever protesterer mod madordning

Elever stod i dag foran Halsnæs Rådhus for at udtrykke deres utilfredshed med kommunens madordning til folkeskolerne.

Det var et sjældent syn, der mødte Halsnæs Socialdemokratiske Borgmester, Steffen Jensen, da han kiggede ud ad rådhusvinduet tidligere i dag. 200 elever fra Magleblikskolen i Frederiksværk stod med banner og sang slagsange for at protestere mod en madordning i kommunen.

-Jeg blev selvfølgelig lidt overrasket over at se 200 unge mennesker foran borgerservice. Jeg synes man skal tage dem seriøst. Vi har så stor interesse i at høre de unges stemmer i kommunen. Når de så kommer med et emne selv, skal man selvfølgelig lytte til dem og se, hvad man kan gøre, siger borgmester, Steffen Jensen.  

Læs også Elever giver 150 gaver videre til fattige børn: "En aha-oplevelse"

Siden august har folkeskoleeleverne i Halsnæs Kommune været under en ny madordning, der betyder, at eleverne skal bestille deres madpakke dagen før, ellers er der ingen mad i kantinen. Før har eleverne kunne købe mad i kantinen. I dag kulminerede det så, da eleverne udover den nye madordning heller ikke må forlade skolen.

Læs også Vision: Halsnæs' borgmester vil styrke miljø-indsatsen

Ifølge rektor på Magleblikskolen, Horst Obermann, har skolen indført forbud mod at forlade skolen i skoletiden, fordi de har haft problemer med stofsalg nær skolen. Forbuddet stemte eleverne selv for, da det blev gennemført, men nu er de så gået direkte til borgmesteren for at få lavet madordningen om, og han forventer en ny madordning senere på året til de sultne elever:

Eleverne er utilfredse med kommunens madordning, og at Magleblik skole har indført forbud om at forlade skolens område.

-Hvis jeg skulle huske at bestille mad dagen før, tror jeg heller ikke, jeg ville huske det hver dag, så lidt hen ad vejen har de en pointe. Vi har sat penge af til at få ændret den nuværende madordning, og jeg forventer, at der kommer en løsning til august. Grunden til vi droppede den gamle ordning, var på grund af besparelser på skolen. Vi valgte at spare på madordningen fremfor at fyre medarbejdere, siger Steffen Jensen