20-årig kvinde gennembanket og bortført

En 20-årig kvinde fik natten til tirsdag en hård medfart, da en 26-årig mand fra Brøndby opsøgte hende i hendes bolig i Himmelev, skriver DAGBLADET Roskilde, onsdag.

De to kendte
tilsyneladende hinanden fra tidligere, og politiet formoder, at
det var jalousi, der fik manden til at tvinge den 20-årige ind i
sin bil og på vej til København gennembanke hende. Han blev dog
anholdt af politiet omkring klokken 1.40 og sigtet for vold,
frihedsberøvelse og trusler mod et vidne. Manden blev tirsdag
klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør og efterfølgende
varetægtsfængslet frem til 27. august. Kvinden kunne efter den
voldsomme hændelse afhøres, men var mærket af begivenhederne.-
Hun har for at sige det mildt fået prygl og har det ikke så
godt, siger politiassistent Jan Lauritzen fra Midt- og
Vestsjællands Politi til DAGBLADET.