20-årig fængslet for brutalt overfald på Christiania

Drabschef opfordrer vidner på Christiania til at hjælpe politiet med opklaring af grov voldssag i Pusherstreet

En 20-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet i 13 dage for et brutalt overfald lørdag aften på en polsk mand, der var på besøg på Christiania.

Den unge mand er sigtet for grov vold under særdeles skærpede omstændigheder.

Den 26-årige polak blev slået flere gange i hovedet med træ fra en palle, så han fik kraniebrud, blødninger i hjernen og brud på næsen.

Den mistænkte voldsmand nægter sig skyldig, og han ønskede ikke at udtale sig, da han tirsdag blev fremstillet i grundlovsforhør.

Natteravnene kunne ikke forhindre volden

Overfaldet fandt sted ud for værtshuset Woodstock og blev overværet af blandt andre Christianias såkaldte natteravne, der imidlertid ikke kunne forhindre volden.

Christianitterne har efter en fællesmødebeslutning oplyst navnet på den mistænkte til politiet efter først at have givet manden en chance for at melde sig selv.

Det skete imidlertid ikke, og derfor anholdt politiet ham mandag eftermiddag på Amager foran Hells Angels' klubhus i Siljangade.

Drabschef Jens Møller, Københavns Politi, er glad for, at christianitterne har givet politiet navnet på den formodede voldsmand, og han opfordrer vidner til overfaldet til at stå frem og fortælle politiet, hvad de har set.

- Jeg vil opfordre christianitterne til at stå ved, at de er imod vold, og hjælpe politiet med at opklare sagen, siger Jens Møller.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik