Foto: Ida Marie Odgaard

20-årig roskildenser ramt af skud i opgør mellem unge

Midt- og Vestsjællands Politi søger vidner til drabsforsøg på ung mand fra Roskilde. Hans tilstand er stabil.

En 20-årig mand fra Roskilde blev onsdag aften ramt i forbindelse med en skudepisode i Klosterparken i Kalundborg.

Midt- og Vestsjællands Politi modtog anmeldelsen om skyderiet klokken 20.11 onsdag aften.

Politiet traf kort efter den 20-årige mand, der var ramt af skud. Han var i følgeskab med flere venner.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. 

Læs også Blodig kvinde måtte vente en time på ambulancen

Ifølge foreløbige oplysninger kom den forurettede og nogle venner til Klosterparken kort før skyderiet.

Her stødte de sammen med en gruppe unge, hvoraf den ene skød mod den 20-årige. Herefter forsvandt gruppen fra stedet.

Ofret er blevet opereret i løbet af natten til torsdag og er i stabil tilstand.

Politiet kender endnu ikke de nærmere omstændigheder omkring skyderiet og kender således heller ikke motivet.

Politiet kender heller relationerne mellem de involverede. Politiet har efterforsket sagen i løbet af natten og har afhørt en række personer. 

Læs også Kvinde fængsles for dødsvold: Stak mand i ansigtet

Der er endnu ikke anholdt nogen for drabsforsøget, og politiet vil gerne høre fra vidner, der har oplysninger i sagen. Det kan kontaktes på telefon 114.

 

/ritzau