2-årig forsvandt - tog Hillerød med Storm

Tusinder hjalp med at finde toårige Storm, der i aftes forsvandt fra sit hjem i Hillerød. Tak for den kæmpe indsats, lyder det fra politiet.

'Tak for jeres kæmpe indsats, der var med til, at vi fandt Storm i live klokken 02.07'

Sådan skrev Nordsjællands Politi i nat på Facebook, efter en seks timer lang eftersøgning af den toårige dreng Storm, der ved 20-tiden onsdag aften forsvandt fra sit hjem i Hillerød.

Flere tusinde borgere var på gaden for at hjælpe med at finde drengen, der til sidst blev fundet af en hundepatrulje i en skov ved Gadevang.

Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes

Ud over et par småskrammer var Storm ikke komme noget til. Han lå og sov, da hundepatruljen fandt ham, oplyser Nordsjællands Politi.

Lille Storms eventyr på egen hånd endte med et tjek på hospitalet, hvor han blev godkendt til at komme hjem og sove i sin egen seng.

Storm forsvandt fra Sophienlund i Hillerød på en lille blå løbecykel. Forældrene slog alarm klokken cirka 20, da ingen havde set ham siden klokken 19.

Ud over flere tusinde borgere fra Hillerød-området var også organisationen Missing People og Hjemmeværnet involveret i eftersøgningen.

Inden Storm blev fundet af en hundepatrulje fra Københavns Vestegns Politi, havde folk fra Missing People fundet drengens cykel.

Nordsjællands Politi efterlyste ved 9-tiden onsdag aften Storm på Facebook. Her opfordrede politiet alle i lokalområdet til at kigge i haver, skure, udhuse og lignende.

Efterlysningen blev delt flere end 37.000 gange og resulterede i, at flere tusinde borgere besluttede sig for at deltage i eftersøgningen af den lille dreng.

Eftersøgningen gav et utroligt liv på Nordsjællands Politis Facebook-side. Instruktør ved Beredskabsstyrelsen Sjælland Michael Jensen skrev følgende, efter at Storm blev fundet.

'Vi fra Beredskabsstyrelsen kom fra Næstved med en stor kommunikation og ledelsesvogn. Specielt var det at køre ind i Hillerød og se alle de folk rendte rundt og lede. Og vilde jubelscener i ledelsesvognen, da vi hørte over radioen, at Storm var fundet i live. Uden at sige for meget, så kan jeg da røbe, at politifolk også kan græde'.

Storm blev fundet cirka to kilometer fra sit hjem - og har dermed formentlig præsteret sin længste cykeltur til dato.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik