Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

19-årig togklatrer overlever livsfarlig leg

Det kunne have fået dødelig udgang, da en 19-årig kvinde fra Roskilde natten til søndag kom i nærkontakt med en køreledning ved Roskilde Station efter at have trodset advarsler og trængt ind på et lukket område for at kravle op på en togvogn.

Den seneste melding fra Rigshospitalet i aftes er, at kvindens tilstand er stabil, og at hun nu er uden for livsfare, skriver DAGBLADET Roskilde.

Den 19-årige er dog meget heldig med at slippe fra ulykken i live. Ulykker med køreledninger er forholdsvis sjældne, men har oftest dødelig udgang. Sidste tilfælde er tilbage fra november 2009, hvor en ung mand kravlede op på et godsbanetog i København.

- Der er ikke ret mange, der har overlevet det. Man risikerer, at de indre organer tager så meget skade, at man ikke overlever, siger Kjeld Laxy Andresen, fungerende driftsleder for Banedanmarks højspændingsanlæg, til DAGBLADET Roskilde.

Han forklarer, at hvis strømmen render ind i de indre organer, er chancen for at overleve ikke ret stor. Hvis strømmen kan rende uden på kroppen, hvis man for eksempel har svedt meget, får man kraftige forbrændinger, men de indre organer bliver ikke påvirket på samme måde.