En 19-årige mand fra banden Loyal To Familia er fredag ved Retten på Frederiksberg blevet varetægtsfængslet i fire uger, hvoraf to skal være i isolation, sigtet for drabet på den 27-årige Zaid Mohammed al-Kayssi på Frederiksberg i februar.
Det oplyser senioranklager Helle Sørensen fra Københavns Politi til Ritzau.
Zaid Mohammed al-Kayssi blev skudt på klos hold 20. februar, da han forlod sin arbejdsplads på Finsensvej ved 18-tiden for at køre hjem.
Han blev ramt af to skud og døde dagen efter af sine kvæstelser.
Politiet har efter drabet efterlyst en yngre mørklødet mand, der blev set i området omkring tidspunktet for skyderiet. Efter at have skudt to gange løb manden fra stedet.
Den 19-årige mand, der blev anholdt torsdag under en bandeaktion, er allerede tiltalt for knivdrabet på den 21-årige Jon Patorra i Vanløse i september sidste år. Men da han kun var varetægtsfængslet for grov vold i den sag, blev han løsladt i november.
Jon Patorra blev stukket ned i september sidste år, og tre drenge på dengang 15, 16 og 18 år blev varetægtsfængslet i sagen. De er nu alle tre tiltalt for drabet, oplyser Jens Møller til Ritzau.
Torsdag anholdt politiet så den 19-årige mand, der har haft en særdeles aktiv rolle i bandekonflikten ifølge Københavns Politi.
Politiet mener også, at han deltog i en skudepisode under bandekonflikten i Lundtoftegade i marts, og den 19-årige blev også varetægtsfængslet for at deltage i skudopgøret.
Københavns Politi ransagede under aktionen omkring 30 adresser i København og anholdt i alt 19 personer.
Blandt de anholdte er folk, der kædes sammen med seks skudepisoder i København i den seneste tid.