19-årig fængslet for skud i Køge

Politiet arbejder på højtryk for at finde frem til de øvrige, der var indblandet i en skudepisode i Køge.

En 19-årig mand fra Køge er ved Retten i Roskilde blevet varetægtsfængslet i to uger. Han er sigtet for drabsforsøg efter en skudepisode onsdag på Sdr. Viaduktvej i Køge.

Manden skal tilbringe de første otte dage i isolation.
Samtidig arbejder politiet på højtryk for at finde andre involverede i skudepisoden, der kan være et opgør i byens bandemiljø.
- Vi håber på at få oplysninger fra nogen, der har set noget, så vi kan finde frem til de andre, siger kommunikationsmedarbejder Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre. Derfor vides det ikke, hvordan den unge mand forholder sig til sigtelsen.
Politiet leder efter en sort Audi stationcar, hvorfra der onsdag eftermiddag blev affyret flere skud mod en anden bil, hvori der sad en 22-årig mand.

Den 22-årige blev ikke ramt af skuddene, men hans bil blev ramt flere gange.

Skuddene faldt, idet Audien med den 19-årige kørte op på siden af den anden bil. Politiet leder nu efter de øvrige, der var med i Audien.
Politiet har fået flere henvendelser om bilen, men endnu har ingen ført politiet på sporet af den eller personerne i den.
Efter skudepisoden onsdag og en stribe andre farlige angreb i Køges bandemiljø har politiet været massivt til stede i lokalområdet.

Det førte natten til torsdag blandt andet til anholdelsen af fire unge, der kørte rundt med våben i bilen.
De blev standset tilfældigt af en af de mange politipatruljer i området, men det kan ikke udelukkes, at de har noget med skudepisoden at gøre.
- Vi kan endnu ikke sige, om der er en sammenhæng, siger Carsten Andersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik