19-årig slynget ud af bil og dræbt

Holbækmotorvejen var natten til lørdag delvist spærret efter alvorlig ulykke, der kostede 19-årig mand livet.

En 19-årig mand har natten til lørdag mistet livet i en trafikulykke på Holbækmotorvejen. To 18-årige mænd er kommet lettere til skade ved ulykken.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.

- Bilen kommer kørende i sydgående retning, og formentlig på grund af høj hastighed mister den 19-årige herredømmet over bilen. Bilen rammer ind i autoværnet og ruller flere gange rundt, og den 19-årige bliver kastet ud af bilen og dræbt. Vragdelene er spredt ud over hele motorvejen, fordi bilen ruller rundt og rundt, siger vagtchef Per Hansen til TV 2 Lorry.

Han oplyser, at det tyder på, at den 19-årige ikke havde sikkerhedssele på, da ulykken skete.

- Der er to andre passagerer i bilen. To 18-årige drenge. De har sikkerhedssele på, og de kommer stort set ikke til skade. De er kørt på hospitalet til tjek, men de er ikke kommet alvorligt til skade, siger vagtchefen til TV 2 Lorry.

Han oplyser, at politiet fik en anmeldelse om ulykken klokken 01.55.

Ulykken skabte en del trafikforstyrrelser. Den strækning af Holbækmotorvejen, der kendes som Vallensbækgrenen, var i en periode helt spærret for trafik i retning mod Ishøj.

Vejdirektoratet oplyste ved 04-tiden, at strækningen igen er åben for trafik.

Den dræbtes pårørende er blevet underrettet om ulykken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik