173 flygtninge er forsvundet: Støjberg lover stramninger

Størstedelen af de 214 udviste udlændinge, som skulle have været flyttet fra Sandholmlejren, mangler.

I oktober og november 2016 skulle hovedparten af de 69 personer på 'tålt ophold' og 145 udviste på kriminelle være flyttet fra Sandholmlejren nord for København til det nye udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland.

Men kun 15 udlændige på tålt ophold og 16 udviste kriminelle er per 9. december rent faktisk flyttet til Jylland, og en ansat fortæller, at det ikke er blevet meget bedre de seneste måneder.

Det skriver EB.dk. 

- Vi er oppe på 19 beboere på 'tålt ophold' lige nu. De skulle ellers være kommet alle sammen i efteråret. Der var bare ikke særligt mange, der dukkede op. Derfor er de fleste nu udskrevet fra Sandholmlejren. De er bare ikke indskrevet hos os, fortæller den ansatte til Ekstra Bladet.

Udrejsecenter Kærshovedgård har i lang tid været et prestigeprojekt for integrationsminister Inger Støjberg, som vil gøre det så 'utåleligt som muligt' for udviste på såkaldt 'tålt ophold' eller kriminel meldepligt at opholde sig i landet.

De udviste skulle derfor flytte fra Sandholmlejren tæt på København til det tidligere lukkede fængsel Kærshovedgård langt fra større byer.

Både gruppeformand Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti og retsordfører Trine Bramsen fra Socialdemokratiet undrer sig over, at Inger Støjberg stadig ikke har fået styr på de udviste udlændinge.

- Det roder gevaldigt for ministeren. Borgerne må jo føle sig til grin, for det er halvandet år siden, at ministeren lovede, at nu ville der ske noget, siger Peter Skaarup.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) erkender, at hun mangler sanktioner overfor dem, som ikke er dukket op på Kærshovedgård.

- De har en forpligtigelse til at opholde sig i udrejsecenteret, men sanktionsreglerne for at overtræde opholds- og meldepligten er ikke skrappe nok endnu. Jeg forventer, at nye regler vedtages i Folketinget og træder i kraft 1. marts, siger hun til Ekstra Bladet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik