17.000 underskrifter afleveret til overborgmesteren: "Vi bliver ved!"

På vegne af foreningen Fiskerhavnens Venner blev 17.000 underskrifter mod byggeri på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn i dag afleveret til Frank Jensen.

- Vi skal ind for at overrække den her gave personligt til Frank Jensen, siger en optimistisk Susanna Boudigaard, da vi møder hende på Københavns Rådhus foran overborgmesterens kontor. 

Sammen med to andre medlemmer af foreningen Fiskerhavnens Venner var Susanna Boudigaard mødt op på rådhuset for at overrække intet mindre end 17.000 underskrifter til Københavns overborgmester Frank Jensen.

Underskriftsindsamlingen er lavet for at bekæmpe de politiske planer om at opføre 550 boliger på det grønne åndehul i Københavns Sydhavn, Stejlepladsen.

Fiskerhavnens Venner fik mulighed for en kort samtale med overborgmester Frank Jensen, da de overleverede 17.000 underskrifter mod byggeri på Stejlepladsen.
Fiskerhavnens Venner fik mulighed for en kort samtale med overborgmester Frank Jensen, da de overleverede 17.000 underskrifter mod byggeri på Stejlepladsen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Planerne er kommet efter politikerne mødte stor modstand i det nu kulsejlede projekt om at bygge på Amager Fælled for at finansiere udgifterne til den i forvejen eksisterende metrolinje.

Derfor har politikerne nu valgt at finde alternative byggegrunde i byen - men det har ramt andre lokalmiljøer, der heller ikke ønsker at få bygget boliger på deres grønne kvadratmeter.

- Det er meget, meget vigtigt, at vi kæmper for de små områder i vores by. For byen har brug for grønne åndehuller, og det er Stejlepladsen i høj grad, siger Susanna Boudigaard.

Ingen hjælp fra Frank

Efter få minutters ventetid får de udsendte fra Fiskerhavnens Venner mulighed for at lufte deres frustrationer på rådhusgangene, hvor overborgmesteren var klar til at modtage underskrifterne.

Men efter en kort snak med Frank Jensen var der dog ikke meget, der tydede på, at de politiske planer bliver ændret. 

- Der var et politisk flertalsønske om, at vi ikke skulle bygge på Amager Fælled, som det oprindeligt var tænkt. Derfor vil vi nu gerne have gennemført, at vi får byttet fredning, så Amager Fælled bliver fredet og Stejlepladsen affredet, så vi kan bygge på Stejlepladsen, siger Socialdemokratiets overborgmester Frank Jensen.

Ved overleveringen af underskrifterne fik foreningen ligeledes mulighed for at aflevere en t-shirt til Frank Jensen.
Ved overleveringen af underskrifterne fik foreningen ligeledes mulighed for at aflevere en t-shirt til Frank Jensen.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Men det skal gøres i tæt samarbejde med de lokale omkring Stejlepladsen, så man bevarer noget af det oprindelige, grønne Klondike-område derude i sammenspil med opførelsen af de nye boliger, som vi har brug for i byen, så den ikke kun bliver for dem med mange penge, siger overborgmesteren.

Men foreningen Fiskerhavnens Venner har ikke tænkt sig at stoppe, selvom der på rådhuset er flertal mod de mange utilfredse borgeres ønsker. 

- Det er op ad bakke. Det er jo helt urimelige. Men vi stopper ikke, overhovedet ikke. Altså vi bliver ved med demonstrationer og med at gøre opmærksom på vores utilfredshed, som slet ikke stemmer overens med flertallets ønske på rådhuset, siger Susanna Boudigaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik