Foto: TV 2 Lorry

1700 danskere og 4200 svenskere mod ID-kontrol

Den civile ulydighedsaktion der bliver afholdt i eftermiddag i Københavns Lufthavn, har lige nu 1700 interesserede på Facebook. Dukker de alle sammen op, er politiet klar.

Aktivister fra Danmark og Sverige vil kl. 16 i dag markere deres modstand mod den svenske regerings beslutning, der betyder, at alle rejsende siden i mandags har skullet vise id-papirer for at kunne komme fra Danmark til Sverige. Det skriver Ritzau.

Protestaktionen mod id-kontrollen finder sted i Københavns Lufthavn, hvor det private vagtværn Securitas tjekker id på alle togpassagerer, der rejser mod Sverige.

Omkring 1700 danskere og 4200 svenskere har på Facebook tilkendegivet, at de er interesserede. Dukker de alle sammen rent faktisk op, kan der godt opstå kaotiske tilstande.

- I første omgang vil vi lade DSB og lufthavnen håndtere ID-kontrollen. Hvis der rent faktisk kommer mange mennesker må de tilkalde os, siger Vicepolitiinspektør Henrik Blandebjerg fra Københavns Politi til TV2 Lorry her kl. 15.30.

Politiet har "en plan", siger Henrik Blandebjerg. Men vil ikke ind på hvad den går ud på.

Talskvinde for den frivillige organisation Welcome to Denmark Line Søgaard håber, at der i alt vil kunne samles cirka 1000 mennesker ved id-kontrollen i lufthavnen.

- Vi ønsker at vise, at der er en modstand mod den måde, flygtningekrisen håndteres på. Vi synes, det er mangel på politisk vilje, siger Line Søgaard.

Planen er, at aktivisterne vil skabe kø ved kontrollen ved at vise en asylansøgning til kontrollørerne i stedet for et gyldigt id som kørekort, pas eller et officielt id-kort af den type, som man har i mange andre lande.

Når de formentlig bliver nægtet adgang til perronen, vil demonstranterne stille sig om bag køen for at forsøge igen.

Se den danske Facebook-event her.

- Vi vil nægte at vise id i solidaritet med de flygtninge, som kommer hertil uden identifikationspapirer, siger Line Søgaard.

Aktionen forventes at vare en time.

Når der tjekkes id på perronen i Københavns Lufthavn, skyldes det den svenske lov om det såkaldte transportøransvar. Loven, som trådte i kraft 4. januar, pålægger transportører som DSB at tjekke rejsendes id, før de få lov til at krydse Øresund.