17-årig sigtes for våbenkup i forening

En kun 17-årig dreng er blevet sigtet for at have deltaget i et stort våbenrøveri mod en skytteforening i Klampenborg. Politiet mener, at han var med til at røve 19 revolvere og pistoler midt i september.

- Vi har valgt at sigte ham i dag, siger politiinspektør Karl
Erik Agerbo fra Nordsjællands Politi.
I nogen tid har drengen siddet fængslet på en institution,
fordi politiet havde fundet ham i besiddelse af et våben.
Efterforskerne har fastslået, at våbnet stammer fra røveriet mod
Skytteforeningen under Skovshoved Idrætsforening i Klampenborg.
- Vores efterforskning viser, at han har været i besiddelse af
yderligere et våben, der stammer fra røveriet, siger Karl Erik
Agerbo. Han ønsker dog ikke at fortælle detaljer om
efterforskningen.
Medlemmer af skytteforeningen blev om aftenen 16. september
truet med kniv af to unge, der var trængt ind på stedet.
Indtil videre har politiet kun fundet ét af de 19 skydevåben.
- Vi frygter, at de ender hos nogen, der vil bruge dem, siger
Karl Erik Agerbo og henviser til grupperingerne i den voldsomme
bandekonflikt.

/ritzau/