17-årig mistænkes for knivstikkeri i Mjølnerparken

En 24-årig mand blev stukket i benet, da han skød genvej gennem Mjølnerparken på Nørrebro, efter indkøbstur.

En kun 17-årig mand mistænkes for et knivstikkeri i bebyggelsen Mjølnerparken på Nørrebro i København torsdag aften. Han er sigtet for grov vold, og i et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt vil politiet kræve ham varetægtsfængslet.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen, Københavns Politi.

Offeret er en 24-årig mand, der blev stukket i benet med en kniv, da han sammen med en kammerat skød genvej gennem bebyggelsen på vej hjem fra en indkøbstur.

- Da de er på vej gennem bebyggelsen, opstår der noget tumult, og den 24-årige bliver stukket en gang i benet, siger Dan Aakerhjelm Sørensen.

Den sårede mand er ikke i livsfare.

Politiet mener ikke, de to kendte hinanden

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 21.40, og senere torsdag aften kunne betjente anholde den 17-årige, der mistænkes for at have ført kniven.

Efterforskningslederen ønsker ikke at oplyse, hvordan politiet fandt frem til den 17-årige formodede gerningsmand. Det er uvist, om de to mænd kendte hinanden i forvejen.

- Jeg tror ikke, at de kendte hinanden, siger efterforskningslederen.

Han henviser til, at grundlovsforhøret senere fredag måske kommer til at foregå for lukkede døre. Derfor ønsker han heller ikke at oplyse, hvad konflikten, der førte til knivstikkeriet, handlede om, og om der kan være tale om noget banderelateret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik