Foto: Lorry

17-årig kendt skyldig i knivdrab på Jon Patorra

17-årig er kendt skyldig i drabet på Jon Patorra. To medtiltalte er kendt skyldig i vold med døden til følge.

17-årige Taha Chiadmi er fredag ved Retten på Frederiksberg kendt skyldig i knivdrab på den 21-årige Jon Patorra på et pizzeria i Vanløse tilbage i september 2012.

Læs også: Efterlyste for knivdrab har meldt sig selv

De to medtiltalte, Habibullah Rahimi på 19 år og Jonathan Johnsen Dos Santos på 16 år, er kendt skyldige i vold med døden til følge.

Jon Patorra blev dræbt med et enkelt knivstik, da han og en bekendt stødte sammen med de tre tiltalte ved pizzeriaet. Chiadmi havde erkendt, at han førte kniven, men anklagemyndigheden ville have alle tre dømt for drab.

Alle de unge mænd blev kendt skyldige i at have uddelt knytnæveslag til Jon Patorra, før han blev stukket med kniv.

Retten fandt det ikke bevist, at Habibullah Rahimi og Jonathan Dos Santos havde forsæt til dræbe Patorra. Kun til at udføre grov vold mod de to mænd.

Nødværge var Taha Chiadmis forklaring på, at han havde trukket kniven. Den forklaring købte retten dog ikke.

Patorra og hans kammerat kom den 25. september 2012 kørende i bil ad Jydeholmen i Vanløse. Her så mændene de tre teenagere. En af de tiltalte slog ud med armen, da de kørte forbi.

Dette fik Patorra til at vende bilen og stige ud, hvor de tre unge mænd stod.

Der opstod klammeri mellem de to grupper, og det endte med, at Taha Chadmi trak en stor kokkekniv, som blev jaget i brystkassen på Jon Patorra, der efterfølgende søgte ind på et værtshus, hvor han fladt om.

Patorra blev kørt væk i ambulance, men lægerne kunne ikke redde hans liv, da kniven havde forrettet for store skader.

Længden af fængselsstraffen for de tre tiltalte afgøres senere fredag.