- Min mor tænker: "Hvad er der sket med min søn". Jeg prøver at være postitiv og håber, han ikke er i vandet Sådan siger 17-årige Savab Khoshival, der har sat sit liv på pause for art lede efter sin bror Tawob, der har været eftersøgt siden lørdaf eftermiddag. Foto: Privat

17-årig søger forsvunden bror: "Vi leder så længe vi har håb"

En 24-årig mand er forsvundet på femte døgn efter en bådulykke. Hans lillebror har samlet et hold af frivillige, der leder efter den forsvundne mand.

17-årige Savab Khoshival hørte sirenerne, da han var på vej hjem fra førstehjælpskursus. Ti minutter senere bankede det på døren, og udenfor stod politiet. 

- Så tænkte jeg, at den var helt gal. Men jeg kunne ikke have fantaseret mig til, hvad de ville sige, siger han fem dage senere til TV 2 Lorry.

Politiet fortalte, at Savab Khoshivals 24-årige bror, Tawob, angiveligt var taget ud og sejle med en 22-årig mand lørdag eftermiddag, da båden gik i brand. De hoppede begge i vandet med redningsveste. Men kun den 22-årige reddede sig selv i land, mens Tawob nu er eftersøgt på femte døgn.

- Vi prøvede at ringe til ham, til hans kammerater og til hans arbejde. Men ingen havde set ham. Vi samlede hele familien, og så tog vi ned til vandet for at lede, siger Savab Khoshival. 

Læs også 22-årig mand fængslet igen efter mystisk bådulykke

Kunne ikke svømme

Båden gik i brand nær Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund, og her ledte politiet hele aftenen efter den 24-årige med hunde, båd og helikopter. Politiet har udtalt, at man er i tvivl om, om begge redningsveste virkede som de skulle. 

Savab Khoshival ved ikke, hvad han skal tænke om episoden på vandet, men han håber.

Her ses billeder fra eftersøgningen lørdag. Foto: LocalEyes

- Jeg har mange tanker, for vi ved, at min bror ikke kan svømme. Så længe det ikke er hundrede procent sikkert, at min bror var på båden, og så længe politiet ikke kan sige, om han er død eller i live, så har vi stadig et håb, siger Savab Khoshival.

Den 22-årige mand, der ejede båden, som de to sejlede ud i, er nu anholdt og sigtet for at have sat ild til båden for at få forsikringspenge. Han nægter sig skyldig. Ifølge Savab Khoshival var den 22-årige og hans bror ikke tætte venner, men bekendte.

En eftersøgning har samlet Frederikssund

Det er nu fem dage siden, at den 24-årige Tawob sidst blev set. Og hver dag samler 200 familie, venner, bekendte og frivillige sig for at lede ved vandet.

Folk kommer fra nær og fjern. Flere sejler rundt i både og kajakker, mens andre søger i vandkanten. Politiet indstillede tirsdag deres eftersøgning for at bruge ressourcerne på at analysere alle de oplysninger, de har fået, blandt andet fra båden, der brød i brand, og fra vidner. Politiet har tidligere meddelt, at man vil genoptage eftersøgningen torsdag.

Læs også 24-årig mand savnet: Borgere har startet egen eftersøgning

Men gruppen af frivillige giver ikke op lige foreløbigt.

- Vi bliver ved, så længe der er håb. Min familie og hans venner vil vide, hvad der er sket. Min mor tænker: "Hvad er der sket med min søn". Jeg prøver at være postitiv og håber, han ikke er i vandet. Jeg håber, at han sidder et sted derude. At han er i live, siger Savab Khoshival.

Indsamling til eftersøgningsbåd

Selv har han sat resten af sit liv på pause for at lede efter sin bror. Han har efterårsferie fra Frederikssund Gymnasium, men har "brug for noget tid til at sluge det her", som han siger.

I en Facebook-gruppe for de frivillige, der leder, skriver familien opdateringer på eftersøgningen. Man søger blandt andet alle slags både, så de frivillige kan søge på havet.

Familien har derudover startet en indsamling, så de kan få samlet penge ind til at leje en båd, der kan scanne havbunden ved hjælp af sonar. Det koster mellem 30.000 og 100.000 kroner.

Du kan finde informationer om eftersøgningen og indsamlingen på denne Facebook-gruppe.

- Jeg har det rigtig dårligt, men vi må holdet modet og håbet oppe, siger Savab Khoshival.

03:02

Siden søndag har 200 frivillige ledt efter den 24-årige Tawob. De sejler rundt både, kanoer og leder i vandkanten. Se TV 2 Lorrys indslag om eftersøgningen her. Foto: TV 2 Lorry

Luk video