S i København kræver politistation i Tingbjerg

Gentagne skyderier i boligområdet Tingbjerg skaber utryghed - der er brug for en ny politistation, lyder det.

Gentagne skyderier i Tingbjerg i København - senest her i weekenden - får socialordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen (S), til at kræve en døgnbemandet politistation i bydelen.

- Endnu en gang har den hårdt prøvede bydel været ramt af skudepisoder, og det er snart mere reglen end undtagelsen. Derfor er det nødvendigt med en døgnbemandet politistation for at skabe mere tryghed for bydelens beboere, siger Lars Aslan Rasmussen.

Allerede i næste uge vil han rejse forslaget i Borgerrepræsentationen.

- Jeg venter, at det vil kunne samles flertal for, at vi henvender os til regeringen for at få en politistation. Folk er utrygge derude, siger Lars Aslan Rasmussen.

Skud affyret i Tingbjerg 2 aftener i træk

Det belastede boligområde Tingbjerg ved Utterslev Mose er hårdt ramt af skyderier, der menes at være banderelateret. Så sent som søndag aften blev en 17-årig dreng hastet til Rigshospitalets Traumecenter efter et skyderi i bydelen.

Han er blevet ramt af to skud i hovedet og er i livsfare, siger politiet.

Det var anden aften i træk, at der affyres skud i Tingbjerg. Natten til søndag blev der løsnet mere end 30 skud mod en kiosk på Ruten. Ingen blev dog ramt i den forbindelse.

Politiet vil ikke udelukke, at kioskskyderiet har forbindelse til bandekonflikten, som siden nytår er blusset op i det storkøbenhavnske område, hvor der har været ekstraordinært mange banderelaterede skyderier på åben gade.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik