160 millioner kroner øremærket Vikingeskibsmuseet i finanslov

Regeringen og Dansk Folkeparti vil have Vikingeskibsmuseet i Roskilde jævnet og opført nye bygninger. Derfor har de øremærket i alt 160 millioner kroner til museet.

quote Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal ønske mig til jul nu. Alle mine ønsker er blevet opfyldt.

Joy Mogensen, borgmester i Roskilde, Soc.dem.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal ønske mig til jul nu. Alle mine ønsker er blevet opfyldt.

Joy Mogensen har svært ved at skjule sin begejstring.

Den socialdemokratiske borgmester i Roskilde, der også er bestyrelsesformand for byens vikingeskibsmuseum, er glad og lettet over det tekststykke på side 64 i finansloven, som regeringen og Dansk Folkeparti fredag præsenterede.

Her fremgår det nemlig, at Vikingeskibsmuseet i Roskilde bliver tilført midler for i alt 160 millioner kroner, hvis hovedbygning er alvorligt medtaget af stormfloder og generel slitage.

- For et år siden stod vi med en fredet bygning, som vi ikke måtte røre ved, og som ingen ville kaste penge efter, fordi den ved en stormflod kunne ødelægge de uvurderlige vikingeskibe, siger Joy Mogensen.

- Nu står vi med en affredet bygning, hvor vi har muligheder for at få gjort noget ved bygningen, samtidig med at vi fra staten har fået et kæmpemæssigt rygstød med denne pose penge. Jeg er enormt glad og taknemmelig, siger hun.

Et ældre foto af Vikingeskibshallen, der ligger ud til Roskilde Fjord.
Et ældre foto af Vikingeskibshallen, der ligger ud til Roskilde Fjord.
Foto: Vikingeskibsmuseet

Indledende arbejde kan snart gå i gang

Regeringen og Dansk Folkeparti har på finansloven afsat fem millioner kroner i 2018 og fem millioner kroner i 2019.

De ti millioner kroner skal i første omgang bruges til at undersøge mulighederne for, hvordan man sikrer hovedbygningens vikingeskibe mest hensigtsmæssigt og senere til at lave arkitektkonkurrencer.

- I første omgang skal de bruges til at lave analyser og forundersøgelser af at få flyttet skibene i hallen. Jeg håber meget, at vi kan få tilsagn fra fonde, før vi laver deciderede arkitektkonkurrencer. Inden da skal vi også inddrage borgerne, og det er det, vi går i gang med snarest, siger Joy Mogensen.

Når projektet i 2021 og 2022 er nået et mere fremskredent stadie, tilføres der så fra finansloven 75 millioner kroner årligt.

Nu mangler der bare 350 millioner

Joy Mogensen vurderer, at et ny hovedbygning til Vikingeskibsmuseet vil være et projekt, der alt i alt vil koste i omegnen af en halv milliard kroner.

Samtidig er tilsagnet om de resterende 150 millioner kroner fra finansloven betinget af, at Vikingeskibsmuseet skaffer fondsmidler til at dække de resterende omkostninger, der altså dermed løber op i omkring 350 millioner kroner.

- Finanslovens penge sender forhåbentlig et kraftigt signal til mulige fonde om, at det her projekt udgør en væsentlig del af dansk kulturarv, som det også står i finansloven. Med de tilførte midler har vores projekt fået et afgørende rygstød, når vi skal i dialog med fondene, siger Joy Mogensen.

Desuden har Roskilde Kommune allerede vedtaget at afsætte 25 millioner kroner i budgettet til de nye planer for Vikingeskibsmuseet.

Stormen Urd forårsagede i 2016 skader på bygningen.
Stormen Urd forårsagede i 2016 skader på bygningen.
Foto: Thomas Lekfeldt - Scanpix

Ikke alle vil have bygningen jævnet

Det er dog ikke alle, der jubler over rygstødet til en potentiel nedrivning af Erik Christian Sørensens hal fra slutningen af 1960’erne.

I oktober måned sendte en international sammenslutningen af arkitekter, der arbejder med kulturarv i bygninger og fungerer som ekspertorgan for FNs verdensarvskomité, et brev til netop Joy Mogensen, hvori de opfordrede hende til at lade Vikingeskibshallen stå.

- Vi, der beskæftiges med restaurering, er ikke særligt urolige over for den restauration, det vil kræve. Man kan sagtens reparere det, udtalte Søren Vadstrup, lektor på Kunstakademiets Arkitektskole og forsker i bygningsrestaurering og bevaring, dengang til TV 2 Lorry.

Han forklarede, at bygningen står til at komme på en liste over de 100 bedste bygninger i det 20. århundrede i en udgivelse inden for den kommende tid.

Og når betonhallen er så internationalt anerkendt og beundret, at den kan komme med på en sådan liste, så er vejen banet for at blive optaget på UNESCOs liste over verdensarv, mener han.

- Hvis de beslutter sig for at rive den ned, så kan man ende med at stå og ærgre sig over, at Roskilde kunne have haft endnu en bygning som verdensarv. Lige nu ser de revnerne og manglerne i stedet for at se mulighederne og fornuften, udtalte han med henvisning til Roskilde Domkirke, der optræder på listen.

Nyhedsindslag fra 30. august: Kulturministeriet ophæver fredning af Vikingeskibshallen. Foto: Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Særligt ved forhøjet vandstand er Vikingeskibsmuseet i overhængende fare for at blive helt ødelagt
Særligt ved forhøjet vandstand er Vikingeskibsmuseet i overhængende fare for at blive helt ødelagt
Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik