16-årig pige påkørt af tog

En 16-årig pige blev fredag aften ramt af et IC3-tog med 170 kilometer i timen ved Borup Station. Pigen slap fra uheldet med en brækket arm og skulder, skriver DAGBLADET Køge.

Det kan være farligt at skyde genvej over togskinnerne. Den
lektion lærte en 16-årig pige fra Jyllinge på den hårde måde
fredag aften. Sammen med en flok venner krydsede hun sporet og
overså et IC3-tog, der formentlig kørte omkring 170 kilometer i
timen.
.
- Lokomotivføreren har forklaret overfor os, at han så en flok
unge løbe over sporet. Derfor aktiverer han hornet og begynder
at bremse toget. Pludselig hører han så et bump, forklarer
kommunikationsmedarbejder Jan Lauritzen fra Midt- og
Vestsjællands Politi.
.
Den 16-årige pige slap dog nådigt fra sammenstødet med en
brækket arm og en brækket skulder. Men hos politiet håber man,
at hun har lært lektien.
.
- I langt de fleste tilfælde dør folk ved den her slags
ulykker. Så vi kan kun stærkt anbefale, at folk benytter de
rigtige overgange. Pigen og hendes venner har formentlig også
fået deres livs forskrækkelse efter det her, siger Jan
Lauritzen.
.
Hos DSB ønsker man ikke at udtale sig om ulykken, da sagen er
blevet overgivet til Midt- og Vestsjællands Politi. Men man
fortæller, at sporet var lukket fra ulykken skete klokken 20.47
til klokken 21.45. I 2008 registrerede DSB 79 »nær ved«
påkørsler og tre direkte påkørsler med døden til følge.