03:58

14-årig skoleelev måtte på skadestuen efter kniv-episode. 16-årig klassekammerat er nu sigtet for vold og overtrædelse af våbenloven.

16-årig sigtet for vold efter dramatisk episode på skole

En 16-årig skoleelev fra Helsinge er blevet sigtet for vold og overtrædelse af våbenloven, oplyser politiet.

En 16-årig dreng, der onsdag formiddag var involveret i en dramatisk episode på en skole i Helsinge, er nu blevet sigtet for vold og overtrædelse af våbenloven. 

Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Den 16-årige er efterfølgende blev løsladt og sendt hjem.

- I sådan nogle sager går man ind og vurderer, om der er grundlag for en varetægtsfængsling, og det har ikke været tilfældet i den her sag, siger politikommissær Morten Riisager Pedersen til TV 2 Lorry.

Han vil ikke udtale sig yderligere i sagen.

Ifølge Steffen Bohni, der er direktør for børneområdet i Gribskov Kommune, har den 16-årige erkendt sagens forhold. Dette er dog ikke bekræftet af politiet.

Den 16-årige dreng blev tidligere onsdag anholdt af politiet, fordi han havde stukket ud efter sin 14-årige klassekammerat på Nordstjerneskolen i Helsinge. Her udviklede en konflikt mellem de to drenge sig på en sådan måde, at den 14-årige efterfølgende måtte på skadestuen med et overfladisk sår på armen.

Skolerne i og omkring Helsinge har i år været plaget af flere voldelige episoder.

Onsdagens dramatiske episode på Nordstjerneskolen skal dog ikke være relateret til de tidligere episoder.

- Der er ikke noget, der tyder på, at den her episode er relateret til tidligere episoder. Der er ikke noget personsammenfald. Det var også det første, vi spurgte om, sagde børnedirektør Steffen Bohni tidligere onsdag til TV 2 Lorry. 

Nordstjerneskolen i Helsinge fik onsdag besøg af krisepsykologer til elever og lærere.