01:49

Mads fra Gentofte har fået respekt for kraftigt fyrværkeri

16-årig i opråb: Drenge, hold jer fra ulovligt krudt

En 16-årig dreng fra Holte kommer med en kraftig bøn efter en alvorlig fyrværkeriulykke i går

Mads Hammer fra Holte har været lidt af en fyrværkerientusiast. Nytårskrudtet kunne snildt løbe op i 4.000 kroner.

- Det var lommepenge, det var fødselsdagspenge, jeg fik gaver i fyrværkeri. Alt handlede om fyrværkeri. Jeg har fyrværkerikataloger fra 2011, fortæller Mads Hammer.

I dag er hans interesse dog blegnet efter en del dårlige oplevelser med ulovligt fyrværkeri. Han har stået tæt på kanonslag og mærket det ubehagelig brag, når de sprang.

Derfor blev Mads Hammer rørt, da han hørte om den 15-årige dreng, der i aftes fik sprængt flere fingre af, da et ulovligt kanonslag eksploderede i hånden på ham på Strandvejen i Klampenborg.

Mads Hammer går i 9. klasse og vil gerne bruge ulykken til at opfordre alle sine jævnaldrende til at holde sig fra fristelsen ved at købe ulovligt fyrværkeri:

- Det er ikke værd at tage chancen og risikere at miste en arm eller en hånd for at få et adrenalinkick. Der er så meget andet at tage sig til end at fyre ulovligt fyrværkeri af. Det er dumt og dyrt.

Læs også 15-årig alvorligt skadet i fyrværkeriulykke

Mads Hammer er ikke længere så optaget af fyrværkeri efter nogle dårlige oplevelser med ulovligt fyrværkeri.  Foto: TV 2 Lorry

Opmærksomhedskamp

Trangen til at fyre ulovligt fyrværkeri af handler om af afsøge grænse og gøre opmærksom på sig selv, mener Mads Hammer:

- Det er de her unge drenge. Du vil gerne have det her adrenalin og det her kick. Du vil gerne prøve noget vildt, og du vil gerne have noget opmærksomhed for det, og man vil gerne have, at folk snakker om det.

Mads Hammer forklarer, at det er blevet nemmere og nemmere at få fat på ulovligt fyrværkeri. Både gennem særlige hjemmesider, på Facebook og hos butikker. 

- Og det er jo ikke professionelt lavet. Det er bare blevet importeret fra Mellemøsten. Det er derfor, det er så billigt og nemt at få fat på. 

Mads Hammer har skåret gevaldigt ned på indkøbene af nytårskrudt. I har står den på en klassisk familiepakke fra Harald Nyborg med lidt raketter og batterier.  Foto: TV 2 Lorry

Ydmygt udvalg

Udvalget af nytårskrudt er i år relativt ydmygt hjemme hos Mads Hammer sammenlignet med tidligere. Han har købt en helt klassisk familiepakke med lidt raketter og batterier sammen med sin far i Harald Nyborg til cirka 500 kroner.

Selvom han heldigvis aldrig selv har været indblandet i en ulykke med ulovligt fyrværkeri, får han ikke længere det der eftertragtede kick:

- Jeg har set nogle, der ikke tør være i nærheden af fyrværkeri længere, heller ikke det lovlige. Og det har også haft nogle konsekvenser for mig. Det har fået mig til at tænke på, hvad det er, jeg har haft rodet mig ud. Du er nødt til at vide, hvad det er. Det er jo liv, du har med at gøre. 

Læs også Her er fyrværkeri-reglerne du (måske) ikke kender

Læs også Krudt og sprut kan ende som en dyr cocktail - især for unge