Der er stadig mange ting, der mangler deres ejermand. Mangler du noget? Foto: Crowdeyes

Nøgler, telefoner, punge. Kig efter en ekstra gang, hvis du savner noget efter Distortion. Foto: Crowdeyes

01:02

Kort nyt

1 af 3

150 ting mangler ejermand efter gadefest

Når festen er i gang, er det ikke alle løsdele, der er styr på. Under gadefesten Distortion, er der blevet indleveret alt fra computere til eksamenspapirer.

Nøgler, punge, telefoner, pas, kørekort. Der er mange ting, der er blevet tabt og efterfølgende indleveret hos folkene fra den frivillige organisation CrowdEyes, der under gadefesten Distortion havde et Lost & Found-telt, der hvor der blev festet. 

- Vi har registreret 250 ting, der er blevet indleveret hos os. Punge, dem har der været rigtig mange af, og nøgler og telefoner, siger Cathrine Glejborg Mogensen, PR og marketingkoordinator, CrowdEyes.

Der er mange, der har personlige ting i deres punge, og det undrer mig, at de ikke har ledt efter dem hos os.

Cathrine Glejborg Mogensen, CrowdEyes.

Men de indleverede ting tæller ikke alt, der er blevet væk under Distortion, for via deres app, er der også mange, der selv har oprettet ting, de har fundet, eller efterlyst manglende sager. 

Selvom mange allerede har været forbi CrowdEyes-kontoret for at hente deres ting, så er der stadig meget, der ikke er blevet hentet - omkring 100-150 ting, vurderer Cathrine Glejborg Mogensen. Det gælder også punge, der er indleveret med kort, kontanter og det hele.

- Der er mange, der har personlige ting i deres punge, og det undrer mig, at de ikke har ledt efter dem hos os. Vi prøver at identificere folk, og nævner navne i opslaget i vores app, men vi har også forsøgt at finde dem på Krak, siger Cathrine Glejborg Mogensen. 

Læs også Her kan du finde dine glemte ting under Distortion

Bliver afleveret hos politiet

Hun glæder sig over, at de fleste ting bliver indleveret uden mangler. Ærlige folk har afleveret punge og tasker med indhold. 

- Vi havde en svensker, der havde mistet en taske med en spritny iPhone, en pung med 1.000 svenske kroner og alle kort i, en oplader og en masse private papirer. Hun var ualmindelig glad, da hun fik sine ting retur, siger Cathrine Glejborg Mogensen.

Den svenske kvinde var bare på besøg i København, og nu betaler hun portoen og får sendt sine ting hjem.

Her kan tingene hentes

For at sikre, at tingene lander hjemme hos de rette ejermænd, så skal man bevise, at man er ejeren, når man henvender sig hos CrowdEyes.

- Med en smartphone bliver man bedt om at låse den op, eller man skal kunne noget af IMEI-nummeret. Vi har også nogle bilnøgler, og her skal man vise den nøgle, der passer til, så vi kan se, at der er et sæt, siger Cathrine Glejborg Mogensen. 

Indtil på mandag er det muligt at hente de tabte ting hos CrowdEyes på Nørre Voldgade 27, 2. sal. Men derefter er det politiet, man skal henvende sig hos. Tingene bliver mandag ved frokosttid afleveret på Københavns Hittegodskontor på Københavns Politigård.

Man kan kontakte CrowdEyes via deres app, der kan downloades gratis. Her kan man gøre krav på ting og aftale afhentningstidspunkt.  

Læs også "Ren chikane": Over 100 hackerangreb mod Københavns Kommune