13-årig fik en god idé: Nu er der MGP-fest for hele byen

Når en af årets største fester for børnefamilier bliver skudt i gang, kan man i Halsnæs fejre den i fælleskab med andre og se den på storskærm.

Rigtig mange børnefamilier kommer til at sidde klinet til fjernsynet hjemme i stuen, når børnenes melodi grand prix ruller over skærmen den 17. februar.

Så hvorfor ikke at holde en stor fælles MGP-juniorfest på dagen, hvor man inviterer alle børnefamilier fra byen, så de sammen kan følge begivenhederne på storskærm.

Det har de valgt at gøre i kulturhuset Gjethuset i Frederiksværk, efter at en 13-årig pige fra byen sidste år fik en rigtig god idé, da hun sad og så MGP Junior, skriver Lokalavisen.dk.

- Grunden til at jeg fik ideen var, at jeg og min søster engang var nede i Gjethuset i næsten en hel weekend, hvor vores forældre sammen med en masse andre frivillige ombetrak Gjethusets stole. Det var den weekend, hvor der var MGP junior, og det ville vi gerne se, men det kunne vi kun se på projektoren og den stooore skærm. Det var cool, men vi var de eneste børn, og det kunne være så fedt, hvis andre børn også fik lov til at opleve det, og vi fik nogen at feste med, fortæller 13-årige Laura Storgaard til Lokalavisen.dk.

Federe end at ligge på sofaen

Laura Storgaard tog sin idé med til kulturhusets leder, og de blev begge enige om afholde en stor gratis fest med storskærm og konkurrencer.

Til at forsøde oplevelsen, vil man også kunne købe toast, frugt, slik popcorn og drikkevarer. Laura Storgaard håber, at MGP-juniorfesten kan blive en tilbagevendende tradition.

- Det bliver rigtig fedt, fordi man oplever noget andet end at se grand prix fra sofaen, måske får man en masse nye venner, og så er det fedt at se på storskærm og kunne feste og danse med en masse andre, det gør det bare lidt sjovere, siger Laura Storgaard.

Ifølge Lokalavisen.dk er der et begrænset antal pladser til festen i Gjethuset. Så hvis man vil med, skal man tilmelde sig inden den 15. februar klokken 20.

MGP Junior løber af stablen i Gigantium i Aalborg og bliver sendt på DR Ultra.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik