Muskuløs mand efterlyses for Vesterbrodrab

Politiet jagter en ung, muskuløs mand, efter 48-årig er blevet skudt og dræbt - formentlig på klos hold.

Politiet efterlyser en udenlandsk mand for drabet på en 48-årig pakistansk mand på Vesterbro i København natten til onsdag. Vidner har beskrevet en mistænkt løbe fra stedet, hvor et skud lød kort efter midnat på åben gade.

Læs også: Drab på Vesterbro: Mand skudt i hovedet

- Det drejer sig om en udenlandsk mand omkring 25 år, 185 centimeter høj, muskuløs af bygning og iført grå hættetrøje samt mørke bukser, siger den centrale efterforskningsleder, Jan Høier Mogensen, til Ritzau.

Indtil videre arbejder Københavns Politi kun med én gerningsmand til skuddrabet ved Matthæusgade 37, hvor offeret er skudt på klos hold.

- Vi har ikke på nuværende tidspunkt oplysninger om en mulig medgerningsmand. Men nu skal vi se en del rapporter igennem og samle trådene, fortæller efterforskningslederen.

Senere onsdag skal politiet se nærmere på en kiosk i nærheden af drabet. Flere medier skriver, at den afdøde ejer kiosken, men det vil politiet ikke bekræfte.

- Afdøde har en relation til kiosken, og det er helt standard, at vi tjekker den nærmere efter, siger Jan Høier Mogensen.

Manden har pakistansk baggrund, og han er blevet skudt én gang i hovedet med et ni millimeter-våben, oplyser politiet.

- Vi har fundet et projektil og et hylster, men intet gerningsvåben, fortalte den centrale efterforskningsleder Kristian Aaskov tidligere.

Københavnske betjente har afsøgt og afspærret et større område omkring gerningsstedet og laver i øjeblikket vidneafhøringer.

Der bliver foretaget ligsyn på gerningsstedet, hvor både retsmedicinere og efterforskere er på plads.

Flere vidner fortæller til ekstrabladet.dk, at den dræbte mand er blevet skudt i nakken efter et skænderi med to andre personer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik