12-årig fandt menneskekranie: Nu er mysteriet løst

Mandag fandt Tobias Christensen et kranie på bunden af Buresø. Nu har Nordsjællands Politi nyt i sagen.

Mandag fandt en dreng fra Slangerup det, der viste sig at være et kranie, på bunden af Buresø i Nordsjælland.

Den 12-årige fritidsdykker Tobias Christiansen var ude og dykke i søen med maske, snorkel og dykkerfødder, da han gjorde det opsigtsvækkende fund.

Siden hen blev området ved Buresø afspærret af politiet, som undersøgte, om der kan ligge andre menneskeknogler tæt på.

quote Jeg føler, at jeg har gjort en god gerning og er med til at opklare en eller anden sag.

Tobias Christiansen, 12 år og fritidsdykker

Kraniet er efterfølgende blevet undersøgt, og nu har Nordsjællands Politi så nyt i sagen. 

Torsdag skriver politilkredsen på Twitter, at de indledende tekniske undersøgelser af kraniet viser, at der er tale om et arkæologisk fund.

Sagt med andre ord er der ifølge politiet tale om et kranie af meget ældre dato.

Politiet oplyser på Twitter, at de ikke har yderligere at tilføje. Til TV 2 Lorry oplyser Henriette Døssing, presseansvarlig ved Nordsjællands Politi, at der heller ikke er fundet yderligere knoglerester i søen.

En stor oplevelse 

Som TV 2 Lorry forleden kunne fortælle, fik Tobias Christiansen en ordentlig én på opleveren i forbindele med sit fund.

Nordsjællands Politi afhørte nemlig den 12-årige knægt i sagen senere samme dag, og det blev derfor en lang aften for 12-årige Tobias, der først var færdig med at blive afhørt, da klokken var halv et om natten. 

Hele oplevelsen har været en stor omgang for Tobias – både lidt skræmmende, men også rigtig spændende, fortalte han.

- Jeg føler, at jeg har gjort en god gerning og er med til at opklare en eller anden sag. Og når man har hørt det i alle nyheder, så føler man sig også lidt kendis-agtig, sagde han til TV 2 Lorry.

Til trods for den uvirkelige oplevelse, vil Tobias fortsat dykke. Han håber ikke på at finde noget lignende – men alligevel vil han være ekstra påpasselig i fremtiden.

- Jeg vil nok kigge lidt mere efter, om det kan være noget. Og så vil jeg blive ved med at finde skrald og samle op også, sagde Tobias Christiansen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik