113.000 flere tager Lokalbanen

Et ekstra og hurtigere tog i dagtimerne på Frederiksværkbanen mellem Hillerød og Hundested var en god idé. Det viser statistikken over passagerernes brug af banen i årets første fem måneder.

Lokalbanen A/S har således fra januar til maj i år mærket en passagerfremgang på hele 22 procent i forhold til samme periode sidste år, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Og det er langt over forventning, lyder det fra kvalitets- og miljøchef i Lokalbanen A/S Kurt Lauridsen.
- Vores mål var en stigning på 10 procent ud af et samlet passagerantal på 1,3 millioner, men sammenligner vi perioden januar til maj i år med samme periode sidste år har vi fået 113.000 flere passagerer, siger han. Også andre af Lokalbanens ruter har haft solid fremgang. Hornbækbanen har haft en fremgang på cirka 10 procent i årets første fem måneder i forhold til samme periode sidste år. Gribskovbanen har haft en fremgang på 11 procent, mens Nærumbanen har fremgang i passagerantallet på godt seks procent.
- Vi har generelt en større fremgang, end de passagerstigninger, vi kender fra den øvrige kollektive trafik i hovedstadsregionen, og det er jo glædeligt i disse tider, hvor man også skal tænke på miljøet, siger Kurt Lauridsen.