Foto: TV 2 Lorry

11.000 kr. for at parkere i Ørestaden

Mens beboere i Indre by og brokvartererne betaler 730 kroner om året, så må folk i nye byområder betale i omegnen af 11.000 kroner om året for parkering. Nu er borgerne trætte af forskellene.

Borgernes kritik retter sig særligt mod overborgmester Frank Jensen - en kritik, som i dag får opbakning fra Liberal Alliances Lars Berg Dueholm.

- Der er en helt klar forskelsbehandling i den måde Frank Jensen ser dem der parkerer i den gamle del af København på og så dem der parkerer i Ørestad og Nordhavn.

Bilejerne i Ørestad betaler nemlig den fulde pris for p-husene i modsætning til andre nybyggede p-huse i København.

- Det her det er en svinestreg der er blevet lavet og jeg mener politikerne bliver nødt til at se på det og få lavet det om, siger Kirsten Lindberg Andersen, beboer i Ørestad.

Københavns kommune opfører kommunale p-huse flere steder i byen. Her bliver husene finansieret ud fra en solidarisk ordning hvor alle er med og ikke kun dem som bor i nærområdet.

- Vi har jo opført fire p-anlæg og der har prisen de steder jo været op til 600.000 kroner per plads. Og de pladser vider udlejes så til københavnerne til 50, 60 70 kroner om måneden. Så det er det Københavns kommune gør i resten af byen, siger Lars Berg Dueholm

Og Kirsten Lindberg Andersen kræver en klar melding: - Frank Jensen må melde ud nu om han er overborgmester indre København eller om han er også for Ørestad.

Men Frank Jensen har ikke ville forholde sig til kritikken. Han har for travlt lyder det fra rådhuset. Hans pressechef henviser til ordføren på området. P-husene i Ørestad får bilejerne lov at betale selv krone for krone. På en Facebook gruppe med 1500 medlemmer får utilfredsheden frit løb over de høje beboerlicenser i Ørestad.

- Hvorfor skulle dem inde på Østerbro være med til at finansiere nogle p-huse ude i Ørestad? Hvorfor skal dem i Ørestad være med til at finansierer p-huse på Islands Brygge og Nørrebro. Sådan er det her i kommunen nogle ting er vi fælles om nogen er vi ikke det skal bare være ens, siger Lars Berg Dueholm.

Men det er der tilsyneladende ikke opbakning til i Borgerrepræsentationen.

- En bil er jo ikke noget der skal være et must at have. Hvis man vælger at få bil så må man også betale det det koster, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, Enhedslisten.

- By og Havn de har bygget nogle p-huse som har den pris et p-hus har. Og det er jo brugerne af de p-huse som skal betale for at de lån bliver betalt ned. Så i Ørestad er det simpelthen et vilkår man skal være klar over når man flytter ind, siger Morten Kabell.

Selskabet By og Havn som står for drift og salg at p-licenser i Ørestad og Nordhavn er et selvstændigt selskab som selv fastsætter prisen på parkeringslicenser. Liberal Alliance i Borgerrepræsentationen ønsker samme priser for beboerlicenser i hele Københavns kommune.

-By og Havn er ejet 95 procent at kommunen og staten sidder med de sidste fem procent. Så selvfølgelig kan kommunen bestemme det hvis kommunen vil, siger Lars Berg Dueholm til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har både torsdag og fredag forsøgt at få en kommentar fra Overborgmester Frank Jensen. Men han har blot henvist til socialdemokraternes ordfører på området.